Tidens vigtigste udfordringer kan ikke løses med teknisk eller økonomisk indsigt alene. De kræver også viden om den menneskelige faktor og dens rolle i både udfordringerne og løsningerne.
Vi fremmer et demokratisk og bæredygtigt samfund ved at støtte humanvidenskabelige projekter på højeste faglige niveau gennem to sammenhængende programmer:
De to programmer er hinandens nødvendige forudsætninger i et bæredygtigt demokrati: Uden friheden til den brede, originale idéudvikling af fagene gennem grundforskning, vil også næringsgrundlaget for det tværsektorielle samarbejde på sigt tørre ud. Tilsvarende vil fraværet af det tværsektorielle samarbejde begrænse muligheden for en mere direkte samfundsmæssig gennemslagskraft af forskningen i konkrete løsninger og den åbning af nye forskningsspørgsmål, som mødet med praksis kan rejse.
Gennemslagskraften løftes også gennem samarbejde mellem forskning og kultur. Vi ønsker at styrke denne betydning ved at fremme gensidig inspiration, samtale og samarbejde mellem den litterære kunst og humanvidenskaben. Det gør vi gennem programmet:
Vi støtter fri, nysgerrighedsdrevet grundforskning inden for alle humanistiske fag og de nærmeste beslægtede samfundsvidenskabelige fag. Udvælgelsen af de mest fremragende projekter sker i samarbejde med landets universitetsinstitutter.
Her udvikles nye indsigter på højeste faglige niveau til samfundets brede viden om mennesker, kultur, sprog, historie og samfund.
Vi støtter tværsektorielt forskning-praksis-samarbejde mellem humanvidenskabelige forskere og praktikere inden for fondens øvrige uddelingsområder.
Her udvikles målrettede forandringer og bæredygtige løsninger på konkrete udfordringer inden for social- og miljøområdet samt 'Voksenlivets overgange og forandringer'. Desuden udvikler vi mødeflader mellem litterær kunstnerisk praksis og forskning.
Viden og handling fra de to programmer er en afgørende forudsætning for udviklingen af vores kultur og demokrati og for løsninger på samfundsudfordringer.
I bredere forstand bidrager det til at danne os som mennesker og samfund, styrke en oplyst og informeret offentlighed, bidrage til den demokratiske samtale og handlekraft samt rådgivning og politikudvikling.
Stærke projekter i stærke institutioner: For at sikre den langsigtede værdi af bevillingerne lægger vi vægt på, at strategiudvikling og processerne frem mod bevillinger sker i dialog og samarbejde med de involverede institutioner og organisationer. På den måde vil vi fremme både det enkelte projekt og den institution, der er rammen og betingelsen for det. Stærke institutioner er et vigtigt grundlag for et robust demokrati.
Højeste internationale niveau og bedømmelsesprocesser: For at sikre bevillinger til projekter på allerhøjeste faglige niveau benytter vi i alle vores programmer konkurrenceudsættelse og eksterne, internationale sagkyndige i bedømmelsesprocesserne. Til hver ansøgning finder vi individuelt to-tre eksperter på den enkelte ansøgnings særlige område. De udarbejder grundige skriftlige vurderinger, som er udslagsgivende for fondens endelige beslutninger.
I Kernegruppe- og HUMpraxis-programmerne får alle ansøgere tilsendt de eksterne vurderinger. På den måde håber vi, at også ansøgere, der får afslag, kan få udbytte af processen til at videreudvikle deres projekt.
Som en del af aftalen med Danske Universiteter om finansiering af forskningsprojekter er det som hidtil fortsat muligt i VELUX FONDEN at søge om frikøb til fastansatte universitetsforskere til særlige indsatser i de bevilgede projekter. Krav og omfang af denne mulighed varierer og vil fremgå af de enkelte opslag. Heraf vil mulighederne for ansøgning om lønmidler til projektdeltagere uden for universiteterne også fremgå.
VELUX FONDENs 2030 strategi adresserer en lang række væsentlige samfundsudfordringer og muligheder med indflydelse på demokratiet og bæredygtigheden i det danske samfund.