Fundats
VELUX FONDENs fundats beskriver, hvilke formål fonden støtter.
Fundatsen
Fondens navn er ’VELUX FONDEN". Fondens hjemsted er Gladsaxe Kommune.
Fondens formål er at virke for en række samfundsnyttige formål, herunder også at støtte og udvikle ældres aktive indsats og tilværelse.
Fondens kapitalgrundlag er:
- a) Kontant kr. 100.000, skriver ethundredetusinde kroner, der er skænket fonden af stifteren, civilingeniør Villum Kann Rasmussen,
b) Sådanne andre formuegenstande, som stifteren eller andre senere måtte skænke fonden.
- Fondens kapital skal anbringes i statsgældsbeviser, statsobligationer, børsnoterede aktier, lån til solide virksomheder, indestående i banker eller sparekasser eller i andre solide papirer. Fondens bestyrelse må ved formuens forvaltning stedse have for øje at sikre det økonomiske grundlag for fondens beståen.
Ingen del af fondens formue eller dennes afkast kan i fremtiden udbetales, udlånes eller tilbageføres til stifteren, hans hustru eller til med stifteren sambeskattede børn.
Fondens nettoindtægt anvendes efter bestyrelsens nærmere bestemmelse således:
- Eventuel henlæggelse til reserver til opretholdelse af grundkapitalens værdi efter bestyrelsens nærmere bestemmelse.
- Uddeling af hædersgaver til enkeltpersoner eller til små grupper i ind- og udland, som har gjort en kunstnerisk, videnskabelig eller praktisk indsats til forståelse af dagslysets værdi og betydning eller dets praktiske anvendelse i dagliglivet, eller en tilsvarende indsats vedrørende industrielt fremstil- lede bygningskomponenter.
- Uddeling af legatbeløb til ældre fortrinsvis i Danmark bosiddende personer, der vil udføre samfundsnyttigt arbejde. Med "ældre" skal i denne forbindelse i almindelighed forstås personer, der er over 6o år. Ordet "samfundsnyttig" skal forstås i videste forstand og skal således også omfatte foretagsomhed, der unddrager sig øjeblikkelig økonomisk eller anden værdimåling, selvom den nærmer sig det hobbyprægede. Hensigten skal være at tilskynde og opmuntre ældre mennesker til at gøre en aktiv indsats eller efter omstændighederne at belønne en efter det fyldte 6o. år præsteret aktiv indsats, idet legatet eventuelt kan muliggøre gennemførelse af et længe næret ønske.
Fonden skal også kunne yde støtte til studierejser for ældre og i enkelte tilfælde til helbredsrejser og kurophold for ældre, som i en fremrykket alder har gjort en aktiv indsats.
Legatbeløbene skal fortrinsvis ydes direkte til enkeltpersoner, men kan også ydes til mindre grupper af ældre, der i fællesskab udfører et arbejde. Der kan ikke ydes støtte til statslige eller kommunale institutioner, men alene efter omstændighederne ske indbetaling hertil til fordel for en eller flere navngivne ældre. Andre institutioner, foreninger, sammenslutninger eller virksomheder kan tildeles legatydelse m.v. til gavn for en eller flere navngivne ældre, navnlig i sådanne tilfælde, hvor de vil påtage sig en speciel opgave, f.eks. trykning af en bog, reproduktion af et kunstværk eller andet lignende, som er skrevet, tegnet, udtænkt eller på anden måde skabt af en ældre person ved en indsats, fonden ønsker at støtte. Sådan støtte skal også i enkelte tilfælde kunne ydes posthumt. Der kan også ydes støtte, hvor institutionen vil anskaffe et instrument eller lignende, den pågældende kan benytte. Endvidere kan fonden for et enkelt år eller en afgrænset periode yde støtte til nævnte andre institutioner m.v. til gavn for en eller flere navngivne ældre på nærmere fastsatte vilkår, idet der dog på denne måde højst må anvendes 10% af det årlige til legatuddelinger til rådighed værende beløb.
Legatydelser kan bevilges som hædersgaver eller til bestemte formål - rejser, køb af bestemte genstande og andet, eller til legatmodtagerens frie rådighed. Legatydelsen kan eventuelt også tildeles som rentefrit eller rentebærende lån, hvis fondsbestyrelsen skønner, at dette er hensigtsmæssigt.
- Fonden skal kunne yde støtte til såvel yngre som ældre forskeres arbejde inden for Gerontologi og Geriatri, ligesom fonden skal kunne uddele hædersgaver til læger og andre, som gennem længere tid har udrettet særligt værdifuldt arbejde inden for disse felter.
- Fonden skal kunne yde støtte til såvel yngre som ældre forskeres arbejde indenfor Oftalmologien, ligesom fonden skal kunne uddele hædersgaver til læger eller andre, som gennem længere tid har virket som specialister indenfor samme felt.
- Fonden skal kunne yde støtte til enkelte, konkrete, klart afgrænsede, større opgaver til fremme af videnskabelige, kunstneriske, kulturelle, sociale og miljømæssige formål fortrinsvis til gavn for Danmark og Danmarks befolkning.
For sådan støtte gælder nedenstående særlige vilkår:
a) Fondsbestyrelsen indhenter i almindelighed udtalelse fra uafhængige neutrale sagkyndige til vejledning ved bedømmelse af opgaven, udformning af eventuelle tilsagn og ved tilrettelæggelse og kontrol med opgavens realisation.
b) Støtten kan kun undtagelsesvis strække sig over mere end 6 år. Bevilgede beløb, som ikke er anvendt ved årets udgang, afsættes på sædvanlig måde som gæld i fondens årsregnskaber.
c) Støtte til sådanne større opgaver må kun i uvæsentlig grad anvendes til dækning af løbende driftsudgifter.
d) Bestyrelsen skal behandle en sag af denne art på mindst to møder med et interval på mindst 4 uger mellem møderne: Et første møde hvor sagen forelægges, og et andet møde, hvor den på grundlag af sagkyndig udtalelse afgøres. Vedtagelse kræver 2/3 majoritet.
- En del af de årlige indtægter kan overføres til disposition for senere års reservehenlæggelser og uddelinger.
Fondsbestyrelsen bestemmer suverænt, hvem der kan komme i betragtning ved uddeling af fondens midler, og i hvilken udstrækning der kan stilles midler til rådighed til forskellige formål, og ingen kan ved domstolene rejse krav på støtte fra fonden. Fondsbestyrelsen bestemmer ligeledes, om det ved annoncering eller på anden måde skal bekendtgøres, at der kan ydes støtte af fondens midler og fastsætter i hvert enkelt tilfælde tidspunktet for midlernes uddeling.
Fonden ledes af en bestyrelse på fem eller seks medlemmer, der alle skal være myndige, uberygtede, vederhæftige og modne personer, hvor mindst halvdelen skal være bosat i Danmark. Såvel forretningsmæssig-økonomisk som kulturel-pædagogisk indsigt bør stedse være repræsenteret i bestyrelsen. Efter stifterens udtræden bør bestyrelsen til enhver tid omfatte et medlem, som er descendent af stifteren, Villum Kann Rasmussen.
Ved stiftelsen består fondens bestyrelse af:
- Rektor Arne Østergaard
- Pastor Paul Honore
- Direktør T. Brag Nielsen
- Civilingeniør S. Kamman
- Civilingeniør V. Kann Rasmussen
I den foran angivne rækkefølge er et bestyrelsesmedlem på valg hvert år. Genvalg kan ske med mindst tre af de andre bestyrelsesmedlemmers fire stemmer, idet den, der er på valg, ikke har stemmeret. Efter 10 års funktionstid, eller efter det fyldte 75. år, udtræder vedkommende af bestyrelsen ved det påfølgende årsmøde. Den nævnte 10 års funktionstid kan dog af bestyrelsen forlænges med op til 5 år, for så vidt angår efterkommere af stifteren, Villum Kann Rasmussen. Et nyindtrædende bestyrelsesmedlem indtræder i sin forgængers nummer i relation til tidspunktet for at være på valg. Ved et bestyrel- sesmedlems fratræden udpeges et nyt 5 bestyrelsesmedlem af de øvrige fire bestyrelsesmedlemmer med mindst tre stemmer. Den udtrædende er berettiget til at fremføre et forslag til sin efterfølger.
Hvis bestyrelsen består af seks medlemmer, er bestyrelsesmedlemmet på post nr. 6 på valg samtidigt med medlemmet på post nr. 5. Således at der er to medlemmer på valg dette år. Hvis bestyrelsen består af seks medlemmer, forhøjes alle numerisk angivne majoritetskrav i § 4 og § 5 med en stemme.
Hvis alle af de øvrige fundatsudpegede bestyrelsesmedlemmer er enige herom, skal de være berettiget til at forlange, at et medlem, selvom det er formanden, skal udtræde. Et sådant forlangende kan fremsættes, uden at der fra den udtrædendes side kan forlanges nogen begrundelse.
Straks efter hvert genvalg eller nyvalg vælger bestyrelsen af sin midte en formand og næstformand ved simpel stemmeflerhed.
Uanset foranstående bestemmelser er stifteren medlem af og formand for bestyrelsen, så længe han selv ønsker det.
Stifterens myndige efterkommere har ret til at udpege en repræsentant af deres midte, som har ret til at overvære fondsbestyrelsens møder som observatør og derfor af fondsbestyrelsen skal indkaldes til møderne.
Fondens bestyrelse repræsenterer fonden i enhver henseende, og det påhviler bestyrelsen at føre tilsyn med alt, hvad der er underlagt fonden, varetage fondens interesser og drage omsorg for nærværende fundats' overholdelse.
Fondens bestyrelse er beslutningsdygtig, når et flertal af samtlige dens medlemmer er til stede, og den træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflerhed, dog at der ved beslutninger om langsigtede og bindende anbringelser af fondens midler kræves, at et flertal på mindst 3 stemmer for beslutningen. Ved stemmelighed er formandens eller i hans forfald næstformandens stemme afgørende. For afstemningen ved valg til bestyrelsen gælder bestemmelserne i §4.
Fonden forpligtes overfor tredjemand ved underskrift af formanden eller næstformanden hver i forening med et bestyrelsesmedlem eller en direktør.
Over forhandlingerne fører bestyrelsen en protokol, hvori alle beslutninger af betydning indføres.
Fondens bestyrelse kan antage fornødent personale til at varetage fondens daglige forretninger, og bestyrelsen træffer bestemmelse om det vederlag, der herfor skal ydes.
Hvis der ikke i fondens bestyrelse sidder en praktiserende advokat, skal bestyrelsen træffe aftale med en praktiserende advokat om at virke som sekretær for bestyrelsen.
På det første møde hvert år skal fondsbestyrelsen fastsætte sit honorar for det foregående år. Honoraret skal forhøjes i forhold til pengenes værdiforringelse og kan skønsmæssigt forhøjes, hvis arbejdets omfang i visse år skulle vokse ud over det normale.
Der skal kunne tillægges enkelte bestyrelsesmedlemmer særligt vederlag ud over honoraret i forbindelse med særlige opgaver.
Fondens regnskabsår er kalenderåret.
Ved hvert regnskabsårs afslutning udfærdiges et fuldstændigt regnskab over alle fondens indtægter og udgifter og en dertil hørende status.
Det årlige regnskab udarbejdes inden 4 måneder efter regnskabsårets afslutning, og vedtagelsen af regnskabet skal herefter træffes af bestyrelsen inden for de næst følgende 2 måneder, altså inden den 1. juli.
Bestyrelsesmødet, på hvilket årsregnskabet endelig vedtages, kaldes årsmødet.
Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor, som vælges af bestyrelsen for i år ad gangen, og som ikke er revisor i VKR Holding A/S eller i tilsluttede selskaber.
Det påhviler fondens revisor at påse, at fundatsens bestemmelser overholdes, og i sin påtegning til regnskabet skal han give udtryk herfor.
Forandringer i eller tillæg til denne fundats kan ske, når de vedtages med 2/3 majoritet af fondens samlede bestyrelse ved to møder med et tidsinterval på mindst 2 uger.
I tilfælde af fondens opløsning skal fondens midler anvendes i overensstemmelse med fondens formål.
Denne fundats er vedtaget den 2. december 1981 med ændringer vedtaget på bestyrelsesmøderne den 7. maj 1985, den 7. juni 1985, den 8. juni 1989, den 22. juni 1992, den 6. februar 1997, den 7. november 2000, den 21. december 2002, den 16. september 2008, den 11. april 2012, den 21. december 2013 og den 28. februar 2017.