Alle for en: Sociale projekter skal få flere med i fællesskaber
VELUX FONDENs uddelingsområde for sociale indsatser i Danmark har fokus på at styrke det sociale arbejde ved hjælp af metodeudvikling for derigennem at forbedre vilkårene for mennesker i en social udsat position. Fondens bestyrelse har afsat 55 mio. kr. til området i 2020, hvoraf der d.d. er uddelt 48 mio. kr. Under temaet ’Fællesskaber for alle’ er der kommet 40 ansøgninger, hvoraf fem får bevillinger.
Læs mere om uddelingsområdet for sociale indsatser i Danmark.
Det er godt for den mentale sundhed at indgå i fællesskaber. Alle har brug for at være en del af noget sammen med andre og betyde noget for nogen. Men alle har ikke lige let ved at finde ind i konstruktive fællesskaber.
Under overskriften ’Fællesskaber for alle’ har VELUX FONDEN siden 2018 støttet indsatser, der udvikler og afprøver nye metoder til at hjælpe unge og voksne i en udsat position ind i frivillige fællesskaber. I foråret blev foreninger, organisationer og almene boligselskaber m.fl. inviteret til at indsende projektidéer:
”Fællesskabsmålingen fra VIVE og Frivilligrapporten fra CFSA peger på, at mennesker i socialt udsatte positioner i mindre grad end andre deltager i samfundets fællesskaber og tager færre frivilligopgaver – selvom de gerne vil. Vi prioriterer derfor indsatser, der udvikler metoder til at give flere mulighed for og lyst til at være med. De fem nye projekter skal finde vigtige veje til at engagere unge og voksne i en udsat position som aktive frivillige,” siger programchef Vibeke Lybecker fra VELUX FONDENs uddelingsområde for sociale indsatser i Danmark.
For at undersøge hvordan indsatserne under temaet virker, har VELUX FONDEN netop udvalgt Socialt Udviklingscenter (SUS) til at foretage en tværgående evaluering.
De fem udvalgte projekter får bevillinger på mellem 1,5 og 3,4 mio. kr. og har fokus på vidt forskellige målgrupper – fra udsatte unge i udkantsområder og psykisk sårbare i Silkeborg til indvandrerkvinder og svært traumatiserede og psykisk syge flygtninge og indvandrere i København.
I projekt ’Aktive fællesskaber på Lolland ’ skal DGI Storstrømmen i samarbejde med lokale unge, jobcentret, den boligsociale helhedsplan for Lolland og det lokale foreningsliv udvikle og gennemføre initiativer målrettet unge voksne:
”Vi og vores partnere i projektet ser et stort behov for at øge unges handlekraft og selvværd og for at invitere flere med i positive fællesskaber. Der er mange stærke foreningsfællesskaber i Lolland Kommune, som rigtig gerne vil invitere flere med. Men det er ikke altid lige let, og derfor ønsker vi at tage et medansvar for, at det sker, og vi er utrolig glade for, at VELUX FONDEN har valgt at støtte projektet. Vi glæder os til sammen med jobcentret, helhedsplanen og det lokale foreningsliv at sætte vores fælles erfaringer og kompetencer i spil og finde løsninger sammen med de unge”, siger direktør Merete Røll Lærke fra DGI Storstrømmen.
V. DGI Storstrømmen, 3.405.415 kr.
Projektets formål er at styrke den aktive deltagelse i fritidsfællesskaber blandt unge voksne mellem 18 og 35 år i socialt udsatte positioner i Lolland Kommune, så de unge udvikler handlekraft, kompetencer og tro på egne muligheder. I dialog med det lokale forenings- og fritidsliv skal foreningernes fællesskaber åbnes for nye medlemmer og frivillige, så de unge voksne sikres reel adgang til foreningerne. I samarbejde med de unge selv, Helhedsplanen Lolland og Jobcenter Lolland, vil DGI Storstrømmen udvikle og afprøve nye metoder og forløb med brobygning og frivilligforløb som metodiske elementer.
- for svært traumatiserede og psykisk syge flygtninge og indvandrere.
V. Den selvejende Institution Muhabet, 2.122.500 kr.
Muhabets brugere er psykisk syge og svært traumatiserede mennesker oftest med flygtninge- og indvandrerbaggrund. De lever i ensomhed og isolation og føler sig marginaliserede og ekskluderede af det danske samfund. Muhabet arbejder med tillid og relationsopbygning, anerkendelse og omsorg, og en del brugere er nået langt i deres personlige recoveryproces i det nuværende fællesskab.
Formålet med projektet er at udvikle et nyt trin, hvor en udvalgt gruppe af brugerne støttes i at blive aktive medborgere i nye fællesskaber uden for Muhabet. Der skal arbejdes metodisk med at understøtte deltagerne i at få modet til at blive aktive i nye og konstruktive fællesskaber. Projektets medarbejdere vil udføre håndholdte indsatser, understøtte processer og sammen med frivillige agere brobyggere til nye fællesskaber. Samtidigt vil brugergruppen gradvist få mere ansvar for planlægning og afvikling af aktiviteter i Muhabet til glæde for andre.
- skabe bæredygtige relationer - et metodeudviklende pilotprojekt.
V. Frivillighedscenter Silkeborg,1.999.040 kr.
Formålet med projektet er, at flere psykisk sårbare gennem deltagelse i frivilligt foreningsliv fremmer recovery og egen livsmestring.
Med baggrund i designtænkning vil projektet i samarbejde med en gruppe psykisk sårbare udvikle metoder, der understøtter muligheder for, at de bliver inkluderet i det brede frivillige arbejde i Silkeborg Kommune. Gennem eksperimenter, udviklet af deltagerne og i samarbejde med en række frivillige foreninger, vil projektet skabe lærende fællesskaber baseret på mulighederne for, at de psykisk sårbare kan genvinde magten og kontrollen over eget liv.
- for etniske minoritetskvinder i socialt udsatte livspositioner.
V. Indvandrer Kvindecentret, 1.567.550 kr.
Formålet med projektet er med udgangspunkt i Indvandrer Kvindecentrets målgruppes ressourcer at anvende maden og måltidet i et forpligtende fællesskab som redskab til at ændre kvindernes position fra passive modtagere til aktive deltagere. Det er forventningen, at den aktive deltagelse i fællesskaberne vil reducere følelsen af ensomhed, styrke selvværd samt øge den sociale velvære og sundhedsmæssige trivsel for kvinderne.
Projektet skal desuden undersøge, hvordan det er muligt at aktivere kvinder, der frivilligt benytter sig af centret til at indgå i fællesskaber, der er etableret som forløb. Etablerede forløb adskiller sig fra centrets traditionelle praksis med at arbejde med aktivitetstilbud og services ud fra brugernes umiddelbare behov.
V. Foreningen Outsideren, 2.204.916 kr.
Formålet med projektet er at anvende eksisterende viden om praksisfællesskaber til at udvikle et onboardingforløb målrettet mennesker med psykiske vanskeligheder, og som kan anvendes i alle foreninger og organisationer, hvor ønsket er at inkludere denne målgruppe i et frivilligt, handlende fællesskab. Metoden skal gøre det muligt at bevæge sig fra en position af perifer deltagelse i et frivilligt fællesskab til at have roller som deltagende og medskabende i fællesskabet.
For at sikre, at den udviklede metode er relevant i flere kontekster, udvikles metoden i to organisationer, Foreningen Outsideren og Team Mod på Livet, som begge er brugerdrevne frivillige fællesskaber.