Netværk for voksne, der oplever alvorlig ensomhed

H.K.H. Kronprinsessen og præsident for Røde Kors Hanna Line Jakobsen deltog mandag eftermiddag i ”Værket – netværk for voksne” i Røde Kors i Slagelse. Sammen med deltagere og frivillige afprøvede de nogle af de øvelser, der skal gøre det nemmere at bryde med langvarig ensomhed.

Jeg sover længe, når jeg kan”. ”Jeg så det danske herrelandshold spille EM i Polen” var et par af de udsagn, som Kronprinsessen, deltagere og frivillige i Værket skulle tage stilling til i øvelsen ”Enig eller uenig” ved eftermiddagens besøg i Værket. Og uanset standpunkt førte spørgsmålene til masser af både bevægelse og smil.

Eftermiddagens anden øvelse handlede om rammerne for gruppen. Hvilke uformelle regler har vi, når vi er sammen, og hvad betyder de for dig? Kronprinsessen trak spørgsmålet ”Hvorfor er det vigtigt at prioritere at komme hver gang?” og gav sit syn på den retningslinje:

”Det er vigtigt at møde op, fordi man er en del af en gruppe. Når alle prioriterer gruppen, giver det en tryg ramme, som gør det muligt at tale om de svære ting.”

Og modet til både at sige fra og bede om hjælp blev også vendt.

”Vi skal huske, at det er en styrke at møde op. At være åben om, at man har opbrugt sin kapacitet – og at man nu er den, der har brug for hjælp,” sagde Hanna Line Jakobsen, præsident for Røde Kors.

Kontakt

Kommunikationschef i Mary Fonden:

Heidi Krumhardt Mortensen

hkm@maryfonden.dk

30 25 30 53

Projektleder i Røde Kors:

Ea Skibsted Nielsen

easni@rodekors.dk

31 16 48 15

Øvelserne er to af flere, der bliver brugt indledningsvis i netværksgrupperne ud fra et ønske om, at deltagerne lærer hinanden at kende og føler sig trygge i gruppen. Når gruppen er mere etableret, ændrer øvelserne sig og bliver mere rettet mod den enkelte deltagers sociale formåen. Målet er, at alle deltagere skal opleve både at indgå i et trygt socialt rum og samtidig udvikle deres evne til at etablere og bevare de relationer, som de har savnet i deres liv.

Eftermiddagen sluttede med kaffe, the, boller og kage – fordi det bare at være sammen også er et vigtigt element i Værket. Hvis man ikke har så mange aftaler i kalenderen, er det rart at skulle noget sammen med andre i samme situation hver mandag.

Værket blev etableret i 2015 som et samarbejde mellem Mary Fonden og Røde Kors, og fra i sommer har VELUX FONDEN været samarbejds- og finansiel partner i projektet. Samme år blev værket afprøvet og evalueret i Røde Kors i Slagelse, Køge, Roskilde,Hørsholm, Hovedstaden, Fåborg og Odense i 2015. Evalueringen viste, at tre ud af fire deltagere oplevede, at følelsen af ensomhed var mindre efter at have deltaget i Værket.

I 2016 vil Værket i løbet af første halvår blive et tilbud i 10 nye Røde Kors lokalafdelinger. 9 af de 10 nye lokalafdelinger er på plads og er: Ringkøbing, Hjørring, Tønder, Brande,Midtdjurs, Horsens, Egedal, Næstved og Vordingborg.

De uformelle regler for gruppen diskuteres i eftermiddagens anden øvelse ved besøget hos ”Værket – netværk for voksne” hos Røde Kors i Slagelse. Foto Steen Brogaard

Fakta

Knap 5 % af danskerne på 16 år og derover føler sig alvorligt ensomme

Godt 100.000 danskere i alderen 30-60 år føler sig alvorligt ensomme

Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet og bor alene, føler sig oftere ensomme end andre

8,6 % af de 45-54-årige træffer sjældent eller aldrig familie

8,1 % af 55-64-årige træffer sjældent eller aldrig familie

9,4 % af de 45-54-årige træffer sjældent eller aldrig venner

10,4 % af de 55-64-årige træffer sjældent eller aldrig venner

4,9 % af de 45-54-årige er ofte alene, selvom de har lyst til at være sammen med andre

4,3 % af de 55-64-årige er ofte alene, selvom de har lyst til at være sammen med andre

Citater fra rapporten ”Jeg er ikke den eneste”

”Jeg er blevet skilt for et par år siden, og jeg har aldrig haft nogle nære relationer til andre end min kone (…). Jeg har arbejdet meget. Nu er jeg så fri som en fugl og har ikke nogle tætte relationer og har egentlig spekuleret over, hvorfor fanden jeg ikke har det? Jeg er ikke så god til at holde på venskaber. Det er ikke, fordi jeg er ensom på nogen måde. Men jeg kan mærke, at jeg kunne godt blive det. Jeg synes, at det er meget givende at komme herned og snakke med de andre mennesker.”

”Jeg har gjort det her for ikke kun at sidde derhjemme, mens jeg var arbejdsløs. Jo mere man sidder dér, jo mere ensom bliver man. Det er dårligt for ens socialliv at være arbejdsløs. Jeg er taget med her i Værket for ikke at gå ned med flaget.”

”Jeg er selv i 30’erne, og der er ikke så mange ting for min aldersgruppe. Og nu har jeg heller ikke nogen børn, så det er sådan lidt svært at finde nogle ting sammen, når man ikke har det.”

”Det er et godt initiativ, Værket. Vi er lidt en mellemgruppe, hvor der ikke rigtigt er noget aldersmæssigt, hvis man er havnet i den situation, at man ikke har nogen venner. På nettet er der alt mulig kærestetamtam – men der er ikke noget søg venner-tamtam.”

News