Danmarks grønne guld anerkendes med flere millioner
27.03.2017
VELUX FONDEN har valgt at gentage succesen fra sidste år, og stiller endnu en gang en ramme på op til to millioner kroner til rådighed for Danmarks Naturfredningsforenings projekt "Grønt Guld - aktiv i naturen".
I løbet af 2017 kan aktive ældre søge pengene til projekter, som gør en særlig indsats for den danske natur.
VELUX FONDEN og Danmarks Naturfredningsforening har indgået et partnerskab, hvor fonden endnu engang har bevilget en beløbsramme på op til to millioner kroner. Midlerne skal opmuntre til, støtte og anerkende aktiviteter, hvor aktive ældre yder en indsats for sig selv og andre, giver gode oplevelser i - og samtidig passer på - naturen.
Hvem kan søge?
Ansøgere skal være mindst 60 år, og mindst én skal være ude af erhverv.
Ansøgere skal yde en særlig aktiv indsats for at formidle, pleje og passe på naturen gennem aktiviteter knyttet til én eller flere af Danmarks Naturfredningsforenings 95 afdelinger.
Der kan søges op til 70.000 kr. til den enkelte aktivitet.
55 projekter har fået støtte
Sidste år modtog DN’s aktive ældre 1.970.783 kroner til i alt 55 projekter. Bevillingerne til de enkelte projekter varierer, men går helt op til 70.000 kroner pr. projekt.
Projekterne spænder bredt. Ældre har fx modtaget støtte til rickshaw cykler til natur-ture på et plejecenter i Jylland, Naturformidling til havs ud for Nordfyns kyst og en økologisk formidlingshave på Langeland.
Ældre gør en uvurderlig indsats
VELUXFONDEN og Danmarks Naturfredningsforening vil med projektet påskønne de mange aktive ældre, som engagerer sig i arbejde for naturen. De mange frivillige ældre gør en stor og værdifuld indsats for at passe på naturen og vise den frem for fremtidige generationer.
VELUX FONDENs direktør Ane Hendriksen siger:
"Vi glæder os til at forsætte og følge udviklingen i, hvordan de mange naturinteresserede aktive ældre i Danmarks Naturfredningsforening i dette års partnerskab og samarbejde vil engagere sig i arbejde, der værner om naturen, og som med deres indsats er med til at sikre naturen for kommende generationer."
Præsident for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen supplerer:
"I Danmarks Naturfredningsforening har vi over 1.500 kernefrivillige og over 130.000 medlemmer. En stor del af de frivillige hører til det "Grønne Guld" — engagerede, loyale og særdeles aktive ældre, der gør en uvurderlig indsats for dansk natur. Vi er meget taknemmelige og glade for, at vi nu gennem samarbejdet med VELUX FONDEN kan sætte nye spændende aktiviteter i gang og give de mange dygtige og særdeles aktive ældre et klap på skulderen."
Nick Leyssac, Projektleder for Grønt Guld - aktiv i naturen, Danmarks Naturfredningsforening,
Tlf.: 31 19 32 50, E-mail: nl@dn.dk