Impact-investeringer: Undervisningscase på Harvard Business School
VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN har besluttet, at 10% af den bundne formue skal investeres i grønne, klimavenlige løsninger som solcelleparker, cleantech-virksomheder og udvikling af nye grønne teknologier, og vi er allerede godt på vej.
Fondenes arbejde med impact-investeringer blev i september 2018 til en case brugt på Harvard Business School’s MBA-studie. Casen har titlen ’THE VELUX FOUNDATIONS: Selecting Impact Funds’, og den er skrevet af Vikram Ganhdi på baggrund af interviews med fondene.
Casen kan købes for USD 7,46
Casen beskriver fondenes rejse fra de første overvejelser på området, over de tidlige erfaringer og til fondenes nuværende strategi for området. Herudover diskuterer casen en række strategiske valg taget undervejs, herunder investeringsfokus, afkastforventning og fondenes rolle i det nye økosystem for impact-investeringer.
På bedste amerikanske vis indeholder casen et dilemma fra virkelighedens verden, som de studerende skal forholde sig til. Scenen er sat i foråret 2017, og fondenes ansvarlige for impact- investeringer skal under tidspres vælge en grøn venturekapitalinvestering fra et felt på seks kandidater. Casen gennemgår fordele og ulemper ved kandidaterne, og de studerende skal på den baggrund diskutere sig frem til, hvilken beslutning fondene i virkeligheden traf.
For at gøre undervisningen mere livagtig medvirkede fondene i den første brug af casen per videolink. Fremadrettet er det planen, at casen skal anvendes i undervisningen af Harvards MBA-studerende mindst én gang om året.
Samfundsansvarlige investeringer
Læs mere om fondenes arbejde med samfundsansvarlige investeringer.