Forskere skal undersøge rekruttering og fastholdelse af frivillige
VELUX FONDENs uddelingsområde for sociale indsatser i Danmark har fokus på at styrke det sociale arbejde ved hjælp af metodeudvikling for derigennem at forbedre vilkårene for mennesker i en social udsat position.
Læs mere om uddelingsområdet for sociale indsatser i Danmark.
”I vores dialog med frivillige sociale organisationer i Danmark er vi blevet gjort opmærksom på, at mange af dem har udfordringer med at rekruttere og fastholde deres frivillige. De frivillige er altafgørende for organisationernes arbejde med at forbedre vilkårene for mennesker i en social udsat position. For at understøtte organisationernes indsats har vi igangsat en undersøgelse, der skal samle og systematisere erfaringer med rekruttering og fastholdelse af frivillige i sociale indsatser. Vi håber, at organisationerne kan bruge den viden, der kommer ud af undersøgelsen i deres frivillighedsarbejde,” siger programchef Vibeke Lybecker fra VELUX FONDENs uddelingsområde for sociale indsatser i Danmark.
Forskningsundersøgelsen vil i samarbejde med Center for Frivilligt Socialt Arbejde blandt andet blive formidlet i en rapport med opsamling af fremmende og hæmmende faktorer for rekruttering og fastholdelse samt i en række gode råd og anbefalinger.
Forventninger og frivilligkulturForskningsundersøgelsen skal give indsigt i forskellige måder at understøtte og fremme rekruttering og fastholdelse og beskrive betydningen af forskellige politiske og økonomiske rammevilkår for arbejdet.
”Vi er meget optaget af at forstå, hvordan organisationerne kan understøtte, at der sker et godt match mellem de frivilliges ønsker og ressourcer på den ene side og organisationernes opgaver og behov på den anden. Derfor vil vi blandt andet undersøge de frivilliges vurdering af, om organisationerne lever op til de forventninger, den enkelte har til mulighederne for eksempelvis at lære noget gennem sit frivillige engagement, udvikle sig personligt eller blive en del af sociale fællesskaber,” forklarer professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet, der er tovholder på undersøgelsen.
Forskergruppen består af professor Lars Skov Henriksen, lektor Morten Frederiksen, adjunkt Hans-Peter Y. Qvist og post.doc Ane Grubb. Undersøgelsen bliver gennemført i samarbejde med Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
I løbet af den to årige projektperioden vil forskerne undersøge:
- Om forskellige organisationsmiljøer tiltrækker forskellige typer af frivillige, og om dette har betydning for motivation og fastholdelse.
- Hvordan balancen og forholdet mellem ansatte og frivillige indvirker på rekruttering og fastholdelse.
- Om nogle opgavetyper i sig selv er vanskeligere af fastholde frivillige i, eller om dette afhænger af det rigtige match eller af organisationens støtte til de frivillige.
- Hvor og hvordan den frivilliges indsats indgår i den frivilliges livshistorie og biografi, og hvordan engagementet har udviklet sig over livsforløb.
- Betydningen af organisationskultur og kulturen blandt de frivillige ift. rekruttering og fastholdelse.
I undersøgelsen indgår der både et kvantitativt studie af organisationer og frivillige samt et dybdegående kvalitativt studie af udvalgte organisationer og deres frivillige.