Jubilæumsbogen
I anledningen af fondenes 40 og 50 års jubilæum - de blev begge stiftet d. 21. december - har vi udgivet en jubilæumsbog, der skildrer fondenes udviklinger og aktiviteter fra fondene blev stiftet til 2015. Fondene har gennemgået en stor udvikling, og har gennem årene støttet et stort antal af almennyttige projekter.
VILLUM FONDEN OG VELUX FONDEN har altid været bevidste om fondenes og grundlæggerens fortællinger, værdier og visioner, hvorfor vi nu kan præsentere disse i jubilæumsbogen 'Vinduer gør en forskel', skrevet af historikeren professor, dr. phil. Kurt Jacobsen. I fondene gør vi en indsats for at dokumentere vores virke og projekter og hertil udtrykke, hvordan vi arbejder og indgår i tæt dialog med ansøgere, medarbejdere og andre interessenter, når vi udfører vores fondsarbejde.
Siden stiftelsen i 1971 og 1981 er fondene blevet mere synlige i samfundet, i takt med at de er vokset sig større i uddelingskapacitet. Uddelingsområderne er blevet udvidet, og flere mennesker og samfundsaktører får bevillinger til lige netop den forandring, de brænder for at forbedre eller forny. Ikke desto mindre har vores måde at arbejde på og vores interesse altid holdt forbindelsen til vores stifter, grundlæggeren af VKR Gruppen, Villum Kann Rasmussen, som opfandt begrebet ’mønstervirksomhedsmålsætningen’. Referencen hertil fremgår af bogens forord:
"Det er og har været vigtigt for os at omsætte mønstervirksomhedsmålsætningen til en fondsbåret mønsterværdighed, selvom virksomhedsdrift og fondsarbejde umiddelbart er af ret forskelligartet karakter. Det forsøger vi gennem dialog med det omgivende samfund og ved at behandle ansøgere, sagkyndige, medarbejdere, samarbejdspartnere og andre interessenter mindst lige så godt som de bedste af de andre fonde".
Vi allierer os med mennesker, der har lyst til at styrke samfundet med andre mennesker. Lige netop dette er omdrejningspunktet i denne jubilæumsbog.
Vi håber, I vil nyde bogen, der indfanger VILLUM FONDEN og VELUX FONDENs filantropiske rejse for civilsamfundet.
Download bogen
Du finder en elektronisk version af bogen her. Bruger du Windows kommer der desværre ikke en forudinstalleret e-bogslæser, men det er gratis at downloade en af disse to: Thorium (anbefales) eller Acrobat Digital Edition.
Mac er født med Books (tidligere iBooks), og programmet findes både på Mac-computere og iPhones.