Bevillinger til Ukraine

VELUX FONDEN har bevilget i alt 10 mio. kr. til projekter med særligt fokus på de udfordringer, som krigen forårsager i forhold til Ukraine. Det sker gennem uddelingsområderne aktive ældre og kultur, og det giver mulighed for at støtte to forskellige formål.

Det første formål er sikring og bevarelse af Ukraines kulturarv. Indsatsen skal dels sikre fysiske genstande gennem nedpakning, flytning og konservering, dels vil den handle om at få digitaliseret og dokumenteret kulturarven. Bevillingen på 5 mio. kr. bliver givet til organisationen Blue Shield Danmark, der vil være operationelt ansvarlig for projektet i tæt samarbejde med ICOM Danmark (International Council of Museums), Den danske Unesco Nationalkommission og Museumstjenesten.

Det andet formål er at hjælpe ældre ukrainske flygtninge, der er uden for den erhvervsdygtige alder, og som dermed ikke har mulighed for at blive integreret gennem beskæftigelsesindsats. Bevillingen på 5 mio. kr. skal involvere frivillige, aktive ældre i det danske samfund, og midlerne vil blive forvaltet af Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp gennem partnerskaber.

News