Nye kræfter hos VELUX FONDEN skal drive nyt initiativ om samspillet mellem bæredygtighed og demokrati

Jakob Østergård Carstensen skal som ny udviklingskonsulent stå for fondens nye initiativ ’Demokratisk bæredygtighed’. Frem mod 2030 vil VELUX FONDEN teste nye involverende tilgange til en retfærdig omstilling til et bæredygtigt samfund i samarbejde med forskere, praktikere og borgere.

Jakob Østergård Carstensen er tiltrådt i den nyoprettede stilling som udviklingskonsulent i VELUX FONDEN. 

I sin nye rolle får Jakob Østergård Carstensen ansvar for at udvikle og implementere ’Demokratisk bæredygtighed’, som er fondens visionsinitiativ, der sætter fokus på spændingsfeltet mellem mennesker, miljø og demokrati. Dimensioner, der spiller en afgørende rolle for den bæredygtige omstilling.

Vi er meget glade for at byde Jakob velkommen til VELUX FONDEN. Hans erfaring med samfundsudvikling og demokratiske processer i relation til den grønne omstilling er en stor styrke i arbejdet med vores nye visionsinitiativ. Vi ser frem til at drage nytte af hans ekspertise i vores ambition om at styrke sammenhængskraften i samfundet og skabe nye veje for demokratisk deltagelse i den bæredygtige omstilling
Trine Heidemann, vicedirektør i VELUX FONDEN

Jakob Østergård Carstensen kommer fra en stilling som market manager hos Rambøll Management Consulting, hvor han har været beskæftiget med udvikling og ledelse af projekter inden for den grønne omstilling med fokus på samfundsudvikling og demokratisk deltagelse.

Tidligere har han været partner og rådgiver i konsulenthuset Backscatter. Jakob er uddannet BA i Europæiske Studier og MSc i organisatorisk innovation og entrepreneurskab.

Jeg ser frem til at være med til at forme det vigtige initiativ. Den grønne omstilling er ikke kun en teknologisk og økonomisk udfordring, men også en social og demokratisk udfordring. Vi vil undersøge dilemmaer og problemstillinger inden for dette felt gennem uddelinger, partnerskaber og vidensproduktion.
Jakob Østergård Carstensen, udviklingskonsulent i VELUX FONDEN

Nyt kald lanceret som første skridt

Demokratisk bæredygtighed bliver udviklet på tværs af VELUX FONDENs fire uddelingsområder, og fonden har som første skridt netop lanceret en ny landingspage og åbnet et kald med en samlet bevillingsramme for 2025 på op til 30 mio. kr., til forskning og forskning-praksis-projekter, der adresserer den vigtige dagsorden.

Demokratisk bæredygtighed

Hvordan får vi demokrati og bæredygtighed til at spille sammen?

Med visionsinitiativet ’Demokratisk Bæredygtighed’ inviterer vi forskere, praktikere og borgere til at undersøge og aktivere begrebet

News