Seks forfattere får legater til skriveophold på universiteter i Danmark, Grønland og på Færøerne

VELUX FONDENs pilotprojekt Writers-in-residence skal fremme dialogen mellem humanvidenskab og kunstnerisk praksis og styrke skønlitteraturen – nu i alle tre dele af rigsfællesskabet. Seks talentfulde forfattere får arbejdslegater til skriveophold i universitetsmiljøer.
Pilotprogram 

Fonden har etableret samarbejde først med seks humanvidenskabelig institutter i forsøgsperioden, hvilket i år har været udvidet med Grønlands og Færøernes Universiteter. Hvert institut inviteres til at indsende op til to ansøgninger. Ansøgningerne er skrevet i samarbejde mellem forfatter og en forsker på det pågældende institut.

Forfatterne får hver toårige arbejdslegater på 200.000 årligt i honorar. Herudover bliver universiteternes udgifter til forfatterkontorer, administration m.v. dækket.

Pilotprojektet er besluttet for en toårig periode og vil i år blive evalueret som grundlag for beslutning om programmets fortsættelse. 

De nye skønlitterære writers-in-residence er: Sørine Steenholdt, René Jean Jensen, Peder Frederik Jensen, Alen Meskovic, Maja Lee Langvad og Anna Malan Jógvansdóttir. Snart flytter de ind på henholdsvis Grønlands Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Færøernes Universitet.

Med programmet ønsker VELUX FONDEN at styrke skønlitteraturen og bane vej for nye litterære gennembrud. Ved at give tid og rum til samarbejde og gensidig inspiration mellem forfattere, forskere og studerende kan der blive skabt  nye, kreative erkendelser og udtryk.

”Efter gode erfaringer med samarbejdet med de seks danske universiteters litteraturmiljøer og de meget talentfulde forfattere, der fik de første writers-in-residence-bevillinger for et år siden, har vi nu udvidet invitationskredsen til litteraturmiljøerne på Grønlands og Færøernes universiteter. Også bevillingsmodtagerne herfra vidner om forfattermiljøer på et højt kunstnerisk niveau, der vil kunne bruge skriveopholdet som inspiration for deres videre kunstneriske udvikling. Samtidig håber vi, at udvidelsen kan styrke de litterære bånd mellem de tre lande. I alle tre lande spiller skønlitteraturen en afgørende rolle i samfundet og demokratiet,” siger programchef Henrik Tronier fra VELUX FONDEN.

Pressebilleder
Forfattercollagen og de individuelle forfatterportrætter må bruges i forbindelse med omtale af writers-in-residence programmet: Download pressefotos af writers-in-residence her 

News

Contact

See all