Projektbeskrivelse
Projektet ønsker gennem en række forsknings- og havmiljøprojekter at arbejde for at genskabe biodiversiteten og bidrage til et fremtidigt sundt økosystem i Køge Bugt.
Der er gennem udledning af kvælstof, råstofindvinding og stenfiskeri sket en markant forringelse af biodiversiteten og havmiljøet i Køge Bugt. Derfor er der brug for en helhedsorienteret og økosystembaseret løsning for at forbedre den økologiske tilstand.
I samarbejde med kommuner, universiteter og andre relevante samarbejdspartnere vil projektet gennemføre seks arbejdspakker, herunder etablering af et kunstigt rev, muslingebanker, huledannende rev ud for å-udløb og formidlingsrev. Det kunstige rev kombinerer udlægning af sten og genanvendt beton for at forske i og belyse hvorvidt beton har samme positive effekt på biodiversiteten som sten. Alt genanvendt beton er testet for farlige stoffer (PCB, tungmetaller m.m.), renset og nedknust, så der ikke udledes miljøfarlige stoffer eller rustent jern til det sårbare havmiljø.
Genopretning af livet under havoverfladen i Køge Bugt
Forskningsrevet Circle Reef
Circle Reef giver mulighed for at sammenligne forekomster af fisk og andre organismer ved rev lavet af sten og beton i Køge Bugt. Betonen er på forhånd testet for farlige stoffer.
Filmen er produceret af Bionaut på vegne af Køge Bugt Stenrev
Formidlingshusbåden Landkrabben
Landkrabben danner ramme om undervisning, undersøgelser og samtaler om havets tilstand og er et konkret eksempel på, hvordan forskning, formidling og lokale fællesskaber hænger sammen i indsatsen for et hav i balance.
Filmen er produceret af Bionaut på vegne af Køge Bugt Stenrev.