Fælles fortællinger. Litterære fællesskaber på biblioteker som vej til øget trivsel og handlemod for udsatte børn
Projektbeskrivelse
Fælles fortællinger sætter udsatte børn i alderen 10-12 år i centrum for en undersøgelse af, hvordan fællesskaber omkring fortællinger på biblioteker kan styrke deres trivsel, handlemod og deltagelsesmuligheder. Projektet skaber viden om, hvordan lærere og bibliotekarer kan samarbejde og udvikle aktiviteter og kompetencer med det formål at understøtte udsatte børn. Det bidrager med grundforskning i udsatte børns egne opfattelser af deres læsekultur og udvikler begreber knyttet dertil. Gennem samskabelse, forskningscirkler, interviews, observationer og børns egne tekster skaber forskere, praktikere og børn nye metoder, modeller og materialer, som kan anvendes nationalt i skoler og på biblioteker. Fælles fortællinger bidrager dermed til at forebygge udsathed og styrke udsatte børns deltagelse og handlemod. Partnere i projektet er Aarhus Universitet, VIA University College og Aarhus Bibliotekerne.