Dialogisk samskabelse af viden: Patienter og pårørende fortæller om at danse med Parkinson
Projektbeskrivelse
Hvordan kan man samskabe erfaringsbaseret, hverdagsforankret viden om den terapeutiske brug af dans? Hvilke potentialer og udfordringer er der i patientinddragende, participatorisk forskning og forskningskommunikation?
I dette projekt vil patienter med Parkinsons sygdom, pårørende og forskere sammen reflektere over deres erfaringer med danseforløb. Projektet baserer sig på et kollaborativt forskningsdesign, der bygger på dialogisk kommunikationsteori og gør brug af en række forskellige kreative samskabelsesmetoder.
En af hovedmetoderne er fortællerværksteder, hvor patienter, pårørende og forskere vil samskabe viden på baggrund af kropslige, sensuelle og æstetiske erfaringer med dans. Denne viden vil blive formidlet gennem grafiske fortællinger.
Et af projektets mål er at kvalificere og fremme patientinddragende behandling, forskning og formidling i forbindelse med Parkinsons sygdom og andre sygdomme. Et andet mål er at kvalificere brugen af dans som terapeutisk kunstaktivitet i patientinddragende behandling.
Med hensyn til forskning er projektets mål at bidrage til forskningsfelterne om dialogisk kommunikation, patientinddragelse samt kvalitativ og kunstbaseret forskning om sundhed - især narrativ og grafisk medicin.
Projektet er et samarbejde mellem Roskilde Universitet, Parkinsonforeningen og Tivoli Balletskole. Det ledes af professor Louise Phillips og lektor Lisbeth Frølunde fra forskningsgruppen i dialogisk kommunikation på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet.