Nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan lægemidler påvirker arktiske hvaler

I mange år har der været bekymring over for forurening af verdenshavene i form af plast og menneskeskabte kemikalier, men det er indtil videre underbelyst, hvordan lægemidler i vandmiljøet har indvirkning på havdyr, herunder arktiske hvalarter.
Det farmaceutiske Hav: Betydningen af Syntetiske Kemikalier for Arktiske Hvaler
Forskningsprojektet er ledet af Roskilde Universitet og inkluderer også Grønlands Naturinstitut (Pinngortitaleriffik) i Nuuk, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
VELUX FONDEN støtter projektet med en bevilling på 10 mio. kr. til at undersøge, hvorvidt lægemidler koncentreres i havmiljøet og derved påvirker arktiske hvaler.
I et nyt forskningsprojekt vil professor David Møbjerg Kristensen fra Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet sammen med professor i økotoksikologi Henriette Selck nu undersøge mængden af lægemidler i hvaler og de mulige konsekvenser for dyrenes helbred i tæt samarbejde med forskere fra bl.a. Grønlands Naturinstitut (Pinngortitaleriffik).

Fokus på arktiske hvaler
I projektet vil forskerne undersøge prøver fra barde- og tandhvaler fra det arktiske område og fokuserer udover lægemidler også på niveauet af velkendte syntetiske kemikalier som PFAS, pesticider og PCB – som er et skadeligt kemikalie, der tidligere blev brugt i byggematerialer.
Særligt for projektet har forskerne mulighed for at se på den historiske udvikling af, hvordan havdyrene er blevet eksponeret for kemikalierne, ved at undersøge prøver fra både narhval og marsvinet i Vestgrønland indsamlet over fire årtier af Grønlands Naturinstitut.
Udover at undersøge niveauerne i syntetiske kemikalier er formålet også at forstå hormonerne bag dyrenes fertilitet og stress og derigennem opnå en større forståelse af, hvordan kemikalier påvirker dyresundheden i havmiljøet.
”Med analyserne vil vi kunne gå i detaljer med konsekvenserne af kemien for det enkelte dyr. Vores projekt vil forhåbentlig på afgørende vis give indblik i lægemidlers og andre syntetiske kemikaliers indvirkning på havmiljøet og give værktøjer, der kan bruges til at beskytte hvalbestande og befolkningen i Arktis, der har dem som fødegrundlag,” siger David Møbjerg Kristensen.
VELUX FONDEN støtter projektet med en bevilling på 10 mio. kr.
