CARNAL: En økologisk etik for krop, mad og kød

Modtager:
Niels Henrik Gregersen
Cecilie Rubow
Projekt nummer:
00056643
Bevilliget
5.677.182 DKK
År
2023

Projektbeskrivelse

I et samarbejde mellem teologer og antropologer udarbejder projektet en ny økologisk etik ved at tage udgangspunkt i det levede livs dilemmaer mellem naturens ”egne stemmer” og de menneskelige interesser. Til det formål udvikler projektet en overordnet model, som forsøger at artikulere kontraster men også sammenhænge mellem tre økologier: Man kan forstå naturen som rå, vild og anderledes (økologi1), og her er det menneskets etiske opgave at holde sig tilbage for at give naturen plads. Men vi kan ikke passe på naturen uden at gribe ind i den (økologi2), og her er opgaven at udvikle skånsomme teknologier, som gør en forskel for at løse energi- og klimakrisen. Endelig ser vi på naturen som noget, vi selv er vævet sammen med, fordi også den menneskelige kultur er en del af naturen (økologi3), og her er opgaven at forstå mennesket som solidarisk med planetens øvrige livsformer. Projektets tese er, at de tre økologier virker sammen, men ofte i konflikt. Det vises på tre temaer: Kroppen (”Body”) drejer sig om samspillet mellem mennesker og dyr. Konkret undersøger vi de etiske debatter, der angår indførelsen af naturparker med ”rewilding” i Danmark, men også de etiske debatter, der opstår mellem mennesker og husdyr. Ud fra et forbrugerperspektiv undersøger vi mad og måltider (”Meat”) i hele kæden fra jord til bord med centrum i forholdet mellem animalske og vegetabilske fødevarer, både i supermarkedet og blandt unge mennesker på højskole. Endelig undersøger vi solidariteten om livets fælles materialitet (”Flesh”) som et teologisk tema, der samtidig udfoldes i form af en etik, der både ser på kreative samspil og konflikter mellem menneske og natur.