Kom nærmere: Museumsprojekter inviterer til medskabelse

Tre nytænkende museumsprojekter får i alt 15 mio. kr. af VELUX FONDEN. Besøgende kan se frem til at være med til at finde fortidens spor i nutidens tegn og skabe fremtidens fortælling.
Program og proces

Museumsprogrammet er udviklet i samarbejde med danske museer. Det er syvende gang, at VELUX FONDEN uddeler bevillinger under programmet. Siden 2015 er der blevet uddelt mere end 115 mio. kr. til i alt 25 projekter overalt i Danmark. 

Fonden modtog i alt 26 interessetilkendegivelser på museumsprogrammets åbne opslag i 2020. Heraf er ti projektforslag blevet inviteret til at udarbejde en fuld ansøgning med efterfølgende ekspertvurdering. Som noget nyt var der denne gang afsat i alt 1 mio. kr. til projektmodningsmidler til de ti inviterede ansøgninger.

VELUX FONDENs museumsprogram sigter mod at styrke både de danske museers forskning og deres formidling til et bredere publikum. Fikspunktet er øget samarbejde mellem museernes forskere og formidlere og universiteternes humanvidenskabelige forskere:

”Museerne spiller en vital rolle for udviklingen af vores demokratiske samtale og medborgskab. Årets tre vindende projekter viser, hvad museerne kan, når de er bedst: Skabe solid forskningsfunderet viden om fortidens kulturhistorie og kunst og løfte den ind i nutiden på inddragende måder og åbne for spørgsmål og dialog med de besøgende om deres egen nutid og fremtid. Resultaterne er ikke givet på forhånd, men skabes i mødet mellem museum og besøgende,” siger Henrik Tronier, der er programchef for VELUX FONDENs humanvidenskabelige program.

Af jord er du kommet - kunst skal du skabe

De tre projekter får hver en bevilling på 5 mio. kr. og involverer i alt fire museer, tre universiteter og flere andre samarbejdspartnere. Fælles for projekterne er tæt integrerede forsknings- og formidlingskomponenter og fokus på at skabe indsigt og engagement via medinddragelse.

I Køge vil projekt ’Tidslinjen. Anvendt arkæologi i Køge Nord’ give gæster mulighed for at få fingrene i fagområdet anvendt arkæologi, der er nyt i Danmark. I forbindelse med oprettelsen af en ny bæredygtig bydel vil projektet omsætte arkæologiske fund og undersøgelser til problemstillinger, der er relevante for byudviklingen og den lokale identitet:

”De lovpligtige arkæologiske udgravninger er ofte det allerførste og ret konkrete skridt, der bliver taget i nybyggeri og udviklingsprojekter, men for det meste foregår udgravningerne uden videre kontakt med det, der sker omkring dem. I virkeligheden har de et stort potentiale som facilitator for forandringen, fordi de står midt i det og kan sikre forbindelsen mellem det som er, og det som kommer. Det vil vi rigtig gerne udforske og udfolde i projektet,” siger museumsinspektør Anna Severine Beck, der leder projektet fra Køge Museum, Museum Sydøstdanmark. 

På Frilandsmuseet i Lyngby skal projekt ’Dér, hvor vi bor, nu, engang og i fremtiden’ skabe installationer i og omkring husene, der styrker publikums sansemæssige og kropslige oplevelser af, hvordan vind og vejr har formet livet i de historiske huse og give de besøgende inspiration til bæredygtige boformer i nutiden.

På Trapholt i Kolding skal projektet ’CraftVærk’ udvikle borgerinddragende kunstprojekter med hundredvis af deltagere og nytænke museumsinstitutionen som rum for demokratisk meningsudveksling.

De tre projekter:

Nyheder

Kontakt

Se alle