Mille & De 4 Elementer

Modtager:
Mille Gori
Projekt nummer:
00060235
Bevilliget
1.495.072 DKK
År
2023

Projektbeskrivelse

Mille & De 4 Elementer er titlen på en TV-programserie i fire afsnit á 42 minutters varighed henvendt til børn, unge og deres forældre. Programmet perspektiverer i fire forskellige afsnit de fire elementer; Vand, Jord, Ild og Luft, i relation til grøn og bæredygtig omstilling på verdensplan. Der anmodes om støtte til produktionen af afsnittet om vandelementet, der sætter fokus på plastikforurening i havene omkring Danmark og Grønland.

 

Afsnittet om vand vil med positive fortællinger fra projekter, der arbejder for at løse udfordringerne med plastik, klæde flere danskere på til at handle bæredygtigt og skabe dialog mellem generationerne.

 

Indhold

De primære spørgsmål for afsnittet er; hvorfor vi som mennesker er endt med at være skyld i den omfattende havforurening, hvordan vi kan blive klogere, og hvordan vi i fremtiden kan handle mere bæredygtigt og i harmoni med naturen. Derfor bygges programmet op over to aspekter; det faktuelle og vidensbaserede aspekt samt det handlings- og fremtidsorienterede aspekt. I det vidensbaserede aspekt formidles de fakta, der er tilgængelig på området - her trækkes der særligt på Plastic Changes enorme kartotek af information. Med vidensdelen dannes der et solidt fundament som seeren, kan bruge til at tage stilling og handle i verden ( handlingsaspektet).

 

Mille & De 4 Elementer henvender sig både til børn, unge og deres voksne. Værten Mille Gori har gennem årene opbygget en bred outreach i kraft af sit værtskab på børnekanalen DR Ramasjang, som både når ud til børn og deres forældre. Derudover har Mille Gori gennem de sidste mange år også lavet indhold til voksne på bl.a. TV2, Discovery og Viaplay. Med Plastic Change som vidensbank og konsulent, vil afsnittets videns- og faktabaserede indhold veje tungt, og oplysningsarbejdet er dermed højt prioriteret i projektet. Både afsnittet og programmets samlede fortælling vil adressere, at det er de voksnes ansvar at tilbyde nye generationer redskaber til at tage deres kommende ansvar på sig på bedste og mest harmoniske vis.

 

Afsnittes indholdsside og den røde tråd i fortællingen er; fra affaldsanalyse til handlingsplan. Med afsæt i lokalt forankrede historier, der giver mikrofonen til de lokale kræfter, kommer seeren med på et detektivarbejde, som kortlægger den omfattende mikro- og makroplastikforurening, der findes i Grønlands kyster og omgivende havområder.

”Problemerne er globale, de findes alle steder, og vi skal alle tage et ansvar og stå sammen om at løse dem.”

Mød TV-vært Mille Gori, der i et projekt støttet af VELUX FONDEN har kigget på plastikforurening i havene.