Projektbeskrivelse
Projektets formål er at udvikle en metode, der kan sikre børn i en socialt udsat position stabile relation til ressourcestærke voksne i en frivillig familie, som et supplement til børnenes biologiske forældre. Målet er, at barnet skal være en del af de daglige aktiviteter og samværet i den frivillige familie. Udgangspunktet er, at barnet besøger den frivillige familie en gang om ugen. Målgruppen er børn i alderen 6-12 år, der modtager forebyggende foranstaltninger efter serviceloven.
Projektets formål er desuden at udvikle et strategisk samarbejde mellem civilsamfund og kommune, der kan understøtte udsatte børn og unges mulighed for at klare sig bedre og udvikle en helhedsorienteret familieindsats. Projektet er et samarbejde mellem Red Barnet og Københavns Kommune, hvor barnet henvises til indsatsen via barnets sagsbehandler, mens Red Barnet står for rekruttering af de frivillige familier og faciliterer mødet mellem barnet og den frivillige familie.
"Vi har skabt et unikt bånd, som vi ikke kan klippe over" - Zeynep Canbaz
Zeynep Canbaz og hendes familie er frivillig venskabsfamilie i indsatsen Hjem til Os, som drives af Red Barnet og Københavns Kommune, og som hjælper børn i socialt udsatte positioner. Hun oplever, at indsatsen har været en berigelse for venskabsbarnet, men også for familien.
Hvorfor valgte I at være med i Hjem til Os?
Tanken om at kunne gøre en konkret forskel for et barn og være en støtte for en familie, som havde brug for et fællesskab, ramte mig dybt. Min mand og jeg spurgte også vores børn, på syv og tre år dengang, både for at inddrage dem og for at lære dem, hvilken værdi det har at hjælpe andre.
Hvor lang tid har I været med?
Vi har været med siden januar 2024. Vi blev spurgt, om vi havde ønsker til køn og alder. Jeg sagde: “Nej, lad os i stedet finde det barn, som har det største behov”. Red Barnet fandt frem til C, som var fem år, og som er det perfekte match til vores familie. Han har taget vores hjerter med storm. Vi var for nylig til et arrangement for venskabsfamilierne, hvor jeg fik at vide: “Man skulle tro, han er en del af jeres familie” – og det er han også.
Hvordan foregår det?
Vi henter ham fra institution og afleverer ham igen derhjemme en dag om ugen. Vi inddrager ham og spørger for eksempel, om han har ønsker til næste uges aftensmad, for han skal mærke, at han har indflydelse på vores hverdag. Kommunikationen er også afgørende. Jeg kommunikerer rigtig godt med hans mor og oplever et samspil. Det mærker C, og det gør ham tryg. Vi understregede fra begyndelsen, at vi vidste, at hun havde lagt sit dyreste eje i vores hænder.
Kan du fornemme, hvilken forskel det gør for jeres venskabsbarn?
Jeg kan se på hans adfærd, at han føler sig tilpas. Der er en fin historie, hvor vi gik udenfor, han lavede narrestreger, og jeg spurgte, om han havde brug for at komme tidligere hjem. Han svarede ja, og jeg foreslog, at min mand kunne køre ham hjem. “Nej,” sagde han. “Jeg vil bare hjem her”. Det var en kæmpe anerkendelse. Det er dejligt, at han ser det som sit hjem, hvor han er tryg og mærker nærvær. Han vil med tiden have andet, som optager ham, men han skal vide, at vores hjem altid er åbent for ham. Vi har skabt et unikt bånd, som vi ikke kan klippe over.
