Nordatlantiske Hverdagsfortællinger
Projektbeskrivelse
Projektet er et samarbejde mellem Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og Moesgaard Museum, Det Kongelige Bibliotek, Nationalmuseet samt lokalarkiver og nationalmuseer i Grønland, Island og på Færøerne.
Hvilke roller spiller mundtlige overleveringer og familiearkiver i historieforståelse, og hvordan kan disse indsamles, registreres og videreformidles på nye måder? Med afsæt i tværfaglige samarbejder med lokale, regionale og nationale partnere og institutioner i Grønland, Island, Danmark og på Færøerne bevarer og formidler projektet ’Nordatlantiske Hverdagsfortællinger’ mundtlige overleveringer og familiearkiver, og tilvejebringer ny viden om deres betydning for vores fælles historieskrivning.
Projektet samtænker i sit fokus tre væsentlige retninger inden for nyere antropologi og kulturarvsforskning: affekt-, narrativ- og materialitetsteori. Projektet bidrager til vidensdeling, digitalisering af stedsspecifikke fortællinger og arkivmateriale samt formidling af fælles nordatlantisk kulturarv på baggrund af eksperimenterende tilgange til samskabelse, workshops og udstillinger.