VELUX FONDEN støtter fem tværfaglige samarbejdsprojekter: Fra borgernes tilknytning til jorden til mentorarbejde for udsatte unge

Samarbejde på tværs af fag og sektorer er afgørende, når vi vil skabe ny viden og holdbare løsninger. Derfor ser fem projekter med praktikere inden for miljø- og socialområdet sammen med forskere fra humaniora og samfundsvidenskab dagens lys over de næste tre år.

De fem projekter skydes i gang i løbet af 2024 og vil fokusere på at styrke handlekraft og fællesskaber for mennesker i sårbare situationer samt på at tackle et af nutidens store miljøspørgsmål: Hvordan kan vi forbedre vores forbindelse til naturen?

”Det er fem stærke projekter, som vi forventer vil generere ny og banebrydende viden, der både udvider vores forståelse af aktuelle samfundsmæssige problemstillinger og kan bidrage til konkrete løsninger, fordi de udføres i et tæt og vekselvirkende samarbejde mellem forskernes og praktikernes fagligheder i et forløb over flere år. Vi glæder os meget til at følge dem over de kommende tre år,” siger Henrik Tronier, der er uddelingschef for Human- og samfundsvidenskabelig forskning og kultur og er ansvarlig for forskningspolitik i VELUX FONDEN.

Projekterne spænder over et bredt felt af formål: Fra at styrke borgeres tilknytning til jorden, over mentorarbejde for udsatte unge, forbedring af sundhedsindsatser for socialt udsatte, støttet beslutningstagning for personer med intellektuelt handicap og til brug af kunstig intelligens for at styrke tosprogede kvinders deltagelse i SOSU-uddannelser. 

Fælles for de fem udvalgte projekter er, at de opnåede de bedste vurderinger i den eksterne bedømmelsesproces. De er bevilget som del af VELUX FONDENs HUMpraxis-program.

VELUX FONDEN støtter samarbejde mellem forskere og praktikere for niende år i træk

Projekterne er et samarbejde mellem humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere fra landets universiteter og praktikere fra bl.a. uddannelsesinstitutioner, foreninger, civilsamfund og kommuner. 

"Vi oplever, at noget unikt opstår, når forskning og praksis mødes i programmets særlige projektform. Nøglen er det ligeværdige samarbejde og det flerårige forløb, hvor forskningen beriges af praktikernes faglighed og konkrete erfaringer, så de sammen skaber ny viden og innovative og holdbare løsninger i praksis på sociale og miljømæssige udfordringer. Dette samarbejde er for os en vigtig vej til at fremme fondens vision om et demokratisk og bæredygtigt samfund," siger Henrik Tronier.

Det er niende år i træk, at VELUX FONDEN bevilger midler under fondens HUMpraxis-program, og fonden samler løbende erfaringer fra projekterne for at styrke det tværsektorielle forskning-praksissamarbejde.

Også et tværfagligt samarbejde i VELUX FONDEN 

VELUX FONDEN arbejder på tværs af sine uddelingsområder for at kunne støtte projekter med brede perspektiver og innovative løsninger.

HUMpraxis-programmet er således et resultat af et samarbejde mellem fondens fire uddelingsområder Sociale indsatser’, ’Et hav i balance’, Human- og samfundsvidenskabelig forskning og kultur’ og ’Voksenlivets overgange og forandringer’. 

”Samarbejde mellem fondens uddelingsområder er vigtigt, da samfundsudfordringerne bliver mere komplekse. For at finde gode løsninger på aktuelle problemer skal vi tænke tværfagligt og tværsektorielt,” siger Henrik Tronier.

De fem konkrete projekter, som netop er bevilget, går på tværs af fondens tre uddelingsområderSociale indsatser’, ’Et hav i balance’ og ’Human- og samfundsvidenskabelig forskning og kultur’.

VELUX FONDENs HUMpraxis-program støtter de fem projekter med i alt 30 mio. kroner. 

Foto: Emma Harris

Kort om de fem projekter

Nyheder

Kontakt

Se alle