IOC UNESCO skal udfylde hullerne i vores viden om forsuring af havet

Med en bevilling på 2,4 mio. kr. skal UNESCO’s havforskningskommission IOC styrke den videnskabelige forståelse af havforsuring – og give politiske beslutningstagere nye redskaber til at monitorere og forebygge udviklingen.

CO2-udledning påvirker ikke kun klimaet på land – det skaber også forandringer i verdenshavene. En del af kuldioxiden optages nemlig i vandet og ændrer pH-værdien, så havmiljøet bliver forsuret og dermed sværere at leve i for bl.a. fiskebestande, skaldyr og koralrev.

Selvom forskningen har udviklet effektive måder at måle de kemiske følger af forsuringen, arbejder man stadig på at afklare, hvordan forsuringens effekt på havets økosystemer bedst kan måles – og på den baggrund udvikle fælles rammer for at overvåge og forebygge skadevirkningerne. Dette arbejde skal UNESCO’s havforskningskommission IOC (Intergovernmental Oceanographic Commission) bidrage til over de næste to år, støttet af en bevilling på 2,4 mio. kr. fra VELUX FONDEN.

Det overordnede mål med projektet er at hjælpe forskere og politiske beslutningstagere til en bedre forståelse af og viden om forsuringens effekt, fortæller chef for programområdet Et hav i balance, Charlotte Mogensen:

”Vi ved, at forsuring har en voldsomt negativ påvirkning på havet og på økosystemerne, og IOC UNESCO udarbejdede for nogle år siden en strategi for en koordineret forskningsindsats på området. Det er den, vi nu giver midler til at sætte i værk og formidle ud til globale interessenter, så de kan få et mere nuanceret billede af problemstillingen.”

Nye kræfter til arbejdet

 

IOC har i mange år haft programkontor på Københavns Universitet, og med bevillingen kan centerleder Henrik Enevoldsen nu trække nye kræfter ind til forskningsarbejdet. I forbindelse med projektet vil der blive ansat en projektkoordinator og en post.doc., og sammen med det øvrige forskerhold skal de bl.a. udarbejde konkrete anbefalinger til metoder og variabler, der kan måle, hvordan havets økosystemer påvirkes af forsuring.

”I dag har vi ikke en fælles ’best practice’ blandt forskere på området for, hvordan man bestemmer virkningerne af havforsuring – men med bevillingen kan vi i IOC UNESCO, sammen med danske og internationale forskere, fremme vores forståelse af de biologiske konsekvenser og bl.a. lave trin-for-trin-guider til at måle dem,” forklarer Henrik Enevoldsen.

Projektet vil også deltage med oplæg på de møder og konferencer, hvor forskere og beslutningstagere fra hele verden mødes – bl.a. UNFCCC’s Ocean and Climate Change Dialogue-møder, Ocean Decade-konferencen i april 2024 og FN's havkonference i juni 2025.

Viden til at afbøde forsuringens konsekvenser

 

Forsuring er en væsentlig faktor i havforureningen, og derfor er projektet centralt i VELUX FONDENs program om bekæmpelse af havforurening, som en er af tre fokusområder om havmiljø frem til 2030:

”Havforsuring er ikke den mest højprofilerede problematik på havmiljøområdet, men den har store konsekvenser og fortjener mere fokus, og derfor støtter vi i fonden dette projekt, der kan tilvejebringe mere viden og sidste ende bidrage til at reducere forsuringen,” understreger Charlotte Mogensen.

For Henrik Enevoldsen er målet også klart: 

”Projektets vigtigste formål er at skabe en ramme – for første gang – for, at forskere og lande kan bruge deres data og viden til at udvikle meningsfulde strategier for at afbøde havforsuringens konsekvenser.”

Nyheder