Forskere afslutter stort demensprojekt: Overvågningsteknologi på plejehjem kan øge sikkerheden, men rummer etiske dilemmaer
GPS, sensorer og alarmer kan mindske risikoen for, at borgere med demens forlader deres bolig og kommer i fare.
Det viser resultaterne af projektet LIVSTEGN, hvor forskere har samarbejdet med det aarhusianske plejehjem Hedevej om at sikre etisk forsvarlig brug af overvågningsteknologier til borgere med demens.
”Det vigtigste resultat er, at vi har udviklet en guide og et koncept til en helhedsløsning, som egentlig kan bruges på alle plejehjem i hele Danmark”, siger projektets leder, professor Anders Albrechtslund fra Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.
Men selv om overvågningsteknologier kan øge sikkerheden, trygheden og livskvaliteten i demensplejen, rummer de også etiske dilemmaer, forklarer professoren.
”Det er en balancegang at skabe en sikker situation. Det kan du godt gøre, hvis du laver plejehjem om til små fængsler, men det er ikke et værdigt liv. Der er mange borgere på plejehjem, som går ture og selv kan tage bussen og komme tilbage igen, og det giver mening til livet. Gps’en kan være med til at understøtte og forlænge selvstændigheden hos borgerne”, siger han.
Teknologier understøtter beboernes frihed
Projektet har været støttet af VELUX FONDEN og er gennemført i samarbejde mellem Aarhus Universitet, VIVE og Aarhus Kommune. Erfaringerne fra projektet har været så positive, at kommunen nu vil kigge på og vurdere, om de kan udbrede konceptet til alle 48 kommunale plejehjem.
”Vi kan tydeligt se, at de plejehjem, hvor nøglepersonerne har arbejdet systematisk med guiden, har langt færre udfordringer end de øvrige plejehjem”, udtaler Mark Michaelsen, konsulent hos Aarhus Kommune, hvor han blandt andet beskæftiger sig med råd og vejledning om digitalisering, velfærdsteknologi og hjælpemidler.
LIVSTEGN har haft fokus på at skabe systematik i brugen af overvågningsteknologier – ikke ved at udvikle nye teknologiske løsninger, men ved at samle arbejdsgange, roller, ledelsesmæssigt ansvar og etiske overvejelser i ét samlet koncept.
”Konceptet handler dermed ikke kun om det tekniske, men om at skabe en kultur, hvor teknologier understøtter beboernes frihed og livskvalitet uden at gå på kompromis med etiske hensyn. Det er altså hverken en dims eller en teknologi, men en samlet forståelse af, hvordan tingene fungerer på plejehjemmet”, siger Anders Albrechtslund.
Projektet er gennemført med støtte fra VELUX FONDENS HUMpraxis-program, som støtter forskning og udvikling i et tæt og ligeværdigt samspil mellem humanvidenskab og praksis.
”LIVSTEGN er et stærkt eksempel på, at forskere og praktikere i gensidigt samarbejde kan skabe resultater, der kan bruges i praksis og udvikle løsninger med både faglig tyngde og konkret gennemslagskraft i hverdagen på plejehjemmene”, siger fondsrådgiver Michael Christensen.
Projektet er gennemført med støtte fra VELUX FONDENS HUMpraxis-program, som støtter forskning og udvikling i et tæt og ligeværdigt samspil mellem humanvidenskab og praksis.