Nye metoder til rummelige frivillige fællesskaber
Under temaet ’Fællesskaber for alle’ inviterede VELUX FONDEN i foråret foreninger, organisationer og almene boligselskaber m.fl. til at indsende idéer til projekter, som vil afprøve nye metoder til at udvikle frivillige fællesskaber for voksne med plads til alle – uanset social position.
Nye bevillinger til syv organisationer
- OMBOLD
- AOF Frederiksberg-København
- Professionshøjskolen Absalon
- Outsideren
- Fonden for Socialt Ansvar
- SydhavnsCompagniet
- UlykkesPatientForeningen
Syv projekter fra syv forskellige organisationer har nu modtaget bevillinger på i alt 16 mio. kr.
Projekterne arbejder på forskellig vis med at afprøve nye metoder til at nedbryde barrierer for, at socialt udsatte voksne kan være med og bidrage i frivillige fællesskaber.
”Frivillige fællesskaber handler om at være sammen med andre og gøre ting i fællesskab - at være en del af noget. I fodboldklubben, i det lokale medborgercenter og i foreningerne mødes vi om fælles interesser og arbejder sammen om en fælles sag. Her kan alle kan deltage, bidrage og bruges til noget. Rummelige fællesskaber kan derfor være en del af svaret på, hvordan udsatte borgere kan deltage i samfundet, fremfor at føle sig på kanten af det,” siger programchef Vibeke Lybecker om fondens fokus på fællesskaber for alle.
Fælles for de syv projekter er udover fokus på frivilligrollen også et fokus på metodeudvikling – at skabe nye metoder til gavn og inspiration for andre end projekterne selv.
I løbet af de ca. tre år, som projekterne løber, vil VELUX FONDEN være vært for en række fælles vidensseminarer. Her får projekterne mulighed for at lære af hinanden og give hinanden sparring ift. konkrete udfordringer samt inspiration til at fastholde fokus på systematisk metodeudvikling.
Bevilling: 1,5 mio. kr.
’Mod Nye Mål’ vil videreudvikle OMBOLD Gadefodbolds velafprøvede foldboldkoncept for socialt udsatte voksne. Et nyt koncept skal afprøve, hvordan socialt udsatte voksne med fodboldtalent kan integreres i ordinære fodboldklubber.
OMBOLD er en nonprofit organisation, der siden 2003 har udviklet et fodboldkoncept, der specifikt er målrettet samfundsgrupper, der ikke naturligt opsøger almindelige idrætsforeninger.
Bevilling: 3 mio. kr.
Baba blev etableret i 2014 som et koncept, der skulle bringe fædre, især etniske minoritetsfædre, mere på banen i børns liv. Med projektet ”Udsatte fædre i stærke lokale baba-fællesskaber styrker børns liv og muligheder” vil Fonden for Socialt Ansvar bygge videre på de gode erfaringer fra baba og udvikle en manual for organisering af frivillige fællesskaber for minoritetsfædre.
Projektet vil geografisk blive udviklet i København (Nørrebro, Brønshøj, Bispebjerg og Valby), Frederiksberg, Høje-Taastrup, Albertslund og Fredensborg, men skal efterfølgende spredes til alle baba-afdelinger.
Bevilling 1,6 mio. kr.
AOF Frederiksberg-København vil med projekt Aftenskolemakker udvikle nye metoder til at rekruttere aftenskoledeltagere, der vil være frivillige makkere til borgere med psykisk sårbarhed. Projektet vil afprøve, om dette kan være en bæredygtig måde at nedbryde nogle af de barrierer, der kan være for, at psykisk sårbare mennesker deltager i aftenskolens mange tilbud.
Bevilling: 2,2 mio. kr.
Formålet med projektet er at nytænke frivilligrollerne, så det bliver mere tilgængeligt og ligetil for udsatte ulykkesramte at blive frivillige og være en aktiv del af det frivillige fællesskab i UlykkesPatientForeningen (tidl. PTU).
Bevilling: 0,2 mio. kr.
Foreningen Outsideren vil afprøve, om metoden Community Organizing kan få flere psykisk sårbare til at deltage i foreningens frivillige arbejde. Det er målet, at de frivillige bliver i stand til at planlægge og gennemføre selvstændige formidlingsaktiviteter enten på egen hånd eller i samarbejde med andre frivillige.
Bevilling: 2,5 mio. kr.
Med projekt SydhavnsPosten skal det afprøves, hvordan man kan etablere og drive et rummeligt og mangfoldigt frivilligt arbejdsfællesskab på tværs af store socioøkonomiske forskelle.
Metodisk skal der udvikles koncepter for frivillighed, når socialt udsatte sammen med studerende og ressourcestærke beboere skal drive et nyt samlingssted i det tidligere posthus i Sydhavnen i København.
Bevilling: 4,9 mio. kr.
Mange ønsker at styrke mulighederne for, at udsatte voksne får bedre adgang til frivillige og rummelige fællesskaber. Men hvordan gøres det i praksis?
Professionshøjskolen Absalon vil med projekt ”Velfærdsinnovation mellem kommune og civilsamfund: Fællesskabet som metode” undersøge den offentlige sektors innovationsudfordring med at aktivere ressourcer i civilsamfundet.
Projektet gennemføres i samarbejde med Slagelse Kommune og SYMB! i Kalundborg Kommune.
Med både en forsknings- og en praksisudviklingsdimension vil projektet undersøge, om fællesskaber kan designes og skabes udefra, og hvilken betydning disse fællesskaber kan have for udsatte borgeres livssituation.
www.phabsalon.dk/forskning-og-udvikling/ledelse-og-oplevelsesdesign
”Vi glæder os meget til at følge med i de syv projekter og deres meget forskellige greb på, hvordan frivillighedsrollen kan nytænkes, så alle uanset social position får mulighed for at bidrage med en frivillig indsats og være en del af et fællesskab,” siger direktør Ane Hendriksen.
VELUX FONDEN støtter sociale indsatser i Danmark
Fotos venligst udlånt af OMBOLD