Fire projekter tager fat om ældres stigende brug af medicin
30.06.2017
VELUX FONDEN ønsker at fremme forskning med fokus på ældres brug af medicin og har netop bevilget knap 6 mio. kr. til fire projekter, der giver et afsæt for ny viden og mulige løsninger på området.
Ældre mennesker får mere medicin end yngre af den simple grund, at vi med alderen får flere sygdomme. Det er typisk sygdomme, der kræver langvarig behandling, og ældre ender ofte med at få mange forskellige slags medicin. Samtidig påvirkes den aldrende krop anderledes af medicinen – og det stiller store krav om tilpasning af behandlingen og opfølgning.
De sundhedsprofessionelle efterspørger derfor viden og løsninger, der kan fjerne dilemmaer og uhensigtsmæssig brug af medicin hos samfundets ældste og skrøbeligste patienter.
På baggrund af et åbent opslag modtog VELUX FONDEN i marts 2017 i alt 22 ansøgninger til vores tema 'Ældre og medicin' under uddelingsområdet 'Aldringsforskning'. Blandt ansøgningerne er der nu bevilget knap 6 mio. kr. til fire projekter.
Ansøgningerne er blevet vurderet af et fagligt bedømmelsesudvalg og endeligt behandlet af VELUX FONDENs bestyrelse.
Under temaet ’Ældre og medicin’ har fire projekter netop modtaget i alt knap 6 mio. kr. fra VELUX FONDEN. De fire projekter arbejder med forskellige vinkler på udfordringer ved stigende brug af blandt andet antipsykotisk medicin, antidepressiv medicin og antibiotika til ældre.
Tæt samarbejde mellem forskere og praksis
To projekter foregår på plejehjem. Det ene undersøger, hvordan man kan mindske forekomsten af urinvejsinfektioner og forbruget af antibiotika hos beboerne, mens det andet projekt ser på vellykkede erfaringer med at udfase brug af antipsykotisk medicin til demente.
Et tredje projekt vil udvikle redskaber, der kan styrke brugerinddragelse og oplevelsen af selvbestemmelse ved udskrivning af antidepressiv medicin til sårbare ældre, mens det fjerde projekt vil udvikle en model til at nedbringe potentielt unødvendig medicin blandt samfundets ældste og skrøbeligste patienter.
Fælles for de fire projekter er tæt samarbejde mellem forskere og praksis på fx hospitaler, plejehjem eller almen praksis.
Bagom de fire projekter
Bevilling: 1,2 mio. kr.
Meget medicin til patienter, der nærmer sig livets afslutning, vil være unødvendig. Det gælder fx forebyggende medicin. Samtidig risikerer ældre at få bivirkninger og andre udfordringer ved et stort indtag af medicin.
Formålet med projektet er at skabe ny viden samt en model, der kan mindske unødvendig brug af medicin blandt de ældste og skrøbeligste patienter nær livets afslutning. Dette vil ske på baggrund af en afdækning af patienter, pårørende og sundhedsprofessionelles perspektiver på fordele og ulemper ved at stoppe lægemiddelbehandling sidst i livet.
Projektet ledes af lektor og klinisk farmaceut Anton Pottegård ved Syddansk Universitet samt forskningsleder ved Sygehusapotek Fyn i samarbejde med Geriatrisk Afdeling, OUH, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet og Center for Global Sundhed, Syddansk Universitet.
Bevilling: 960.000 kr.
Opgørelser viser, at hver femte demente indløser en recept for antipsykotisk medicin (tal fra 2014). Medicinen udskrives for at mindske adfærdsmæssige og psykologiske følgevirkninger af demenssygdommen. Men brugen af antipsykotisk medicin er associeret med en række alvorlige bivirkninger. Derfor har myndighederne fokus på at mindske brugen af antipsykotisk medicin til demente og i stedet tilbyde indsatser målrettet demente uden brug af medicin.
På det private plejehjem Dagmarsminde, der har op til 10 beboere med moderat til svær grad af demens boende ad gangen, har man i samarbejde med en læge helt fjernet brugen af anti-psykotisk medicin. Det er ifølge Dagmarsminde lykkedes på grund af den måde, som man yder pleje og omsorg på.
Formålet med ph.d.-projektet at undersøge og beskrive, hvordan der ydes pleje og omsorg for mennesker med demens på Dagmarsminde.
Der er tale om et kvalitativt feltstudie. Projektet består dels af deltagerobservation på Dagmarsminde, dybdegående interviews med pårørende til beboerne og med plejepersonalet.
Ph.d.-studerende i projektet er Cathrine Hjorth Hansen, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Vejleder på projektet er lektor Bente Martinsen ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Bevilling: 1,7 mio. kr.
Samtidig med stigende forekomst af antibiotikaresistente bakterier, er forbruget af antibiotika hos ældre stigende. Problemet er størst på plejehjem, hvor mange beboere er sårbare, og derfor i særlig risiko for infektion med resistente bakterier.
Den hyppigste årsag til udskrivning af antibiotika til ældre er mistanke om urinvejsinfektion. Ofte udskrives medicinen uden en grundig forudgående undersøgelse, hvilket er problematisk, da symptomerne hos skrøbelige ældre kan være meget anderledes end hos raske personer.
Formålet med dette ph.d.-projekt er at udvikle en kompleks og skræddersyet indsats mod urinvejsinfektion på plejehjem og evaluere effekten i relation til forbrug af antibiotika, patientsikkerhed og omkostninger.
På baggrund af en litteraturgennemgang tilrettelægges indsatsen med fokus på at forbedre samarbejdet mellem plejehjem og plejehjemslæger om sårbare ældre i risiko for at udvikle urinvejsinfektion. Efter en pilotafprøvning vil den endelige indsats blive evalueret i et klyngerandomiseret studie, hvor en gruppe plejehjem afprøver indsatsen mens en anden gruppe observeres uden at afprøve indsatsen.
Projektet er et samarbejde mellem Forskningsenhed for Almen Praksis, Københavns Universitet, Klinisk Mikrobiologisk Afdelinger på Herlev Hospital og Gentofte Hospital samt Gentofte Kommune. Projektet udføres under vejledning af professor Lars Bjerrum, Afdeling for Almen Medicin, Københavns Universitet. Der er også modtaget støtte fra Sundhedsministeriet.
Bevilling: 2 mio. kr.
I løbet af de seneste årtier er forbruget af antidepressiv medicin steget markant. I 2016 indløste 145.000 personer over 65 år en recept på antidepressiv medicin i Danmark, svarerende til 13% af aldersgruppen.
Der kan være flere forskellige årsager til, at man vælger at udskrive antidepressiv medicin til sårbare ældre, men særligt blandt ældre er effekten af antidepressiv medicin omdiskuteret, og bivirkninger ved behandlingen kan have alvorlige følgevirkninger.
Formålet med dette postdoc-projekt er at udvikle og teste et beslutningsstøtteredskab – et spørgeskema - der kan styrke brugerinddragelsen og oplevelsen af selvbestemmelse ved udskrivning af antidepressiv medicin blandt ældre patienter.
I projektets første del anvendes en kvalitativ tilgang til undersøgelsen af beslutningsprocesser omkring udskrivelsen af antidepressiv medicin. Gennem et år følges 20 ældre borgere, der har fået udskrevet antidepressiv medicin.
I projektets anden del udvikles spørgeskemaet, der bruges til at sikre inddragelse af den ældre skrøbelige patient, når der træffes beslutning om, hvilken behandling der skal tilbydes. Skemaet afprøves blandt borgere og praktiserende læger og publiceres ud fra internationale guidelines for validering af beslutningsstøtteredskaber.
Projektet udføres af farmaceut Sofie Rosenlund Lau, Afdeling for Almen Medicin, Københavns Universitet i samarbejde med forskningsaktive praktiserende læger og Albertslund Kommune.
Nye løsninger og ny viden
- Målet er at fremme forskning, der kan bidrage til at skabe grundlag for implementering af løsninger, som fjerner dilemmaer og uhensigtsmæssig brug af medicin hos ældre mennesker. Med de fire projekter tegner der sig interessante bud på løsninger samt solid ny viden om ældres brug af medicin. Det var temaets første runde – og vi har lige besluttet at åbne for en runde mere, hvor vi søger efter projekter, der sætter fokus på ældre og medicin, siger Ane Hendriksen, direktør for VELUX FONDEN.