Organbesparende kirurgi vs. standard operation hos ældre og skrøbelige patienter med tidligt stadie af tyktarmskræft

Modtager:
Ismail Gögenur
Bevilliget
2.237.275 DKK
År
2021

Projektbeskrivelse

En af de største udfordringer ved kirurgi for tarmkræft er komplikationer efter kirurgi, samt risiko for tilbagefald efter operationen. En operation for tarmkræft medfører, at en større del af tarmen, oftest minimum 30-40 cm, fjernes, med efterfølgende risiko for operationsrelaterede komplikationer. I tillæg til den øgede risiko på kort sigt, er der komplikationer med daglige diarréer, ofte i flere år efter operationen, samt højere risiko for nye operationer grundet arvævsdannelse.

På baggrund af eksisterende præliminære data, vil man i et lodtrækningsforsøg undersøge effekten af en mere skånsom kirurgi for ældre mennesker, i risiko for operationskomplikationer i forbindelse med operation for tarmkræft.

Bevillingen er en del af VELUX FONDENs satsning på forskning i kræft hos sårbare ældre mennesker. 

Bevillingsmodtager kæmper for færre komplikationer efter kræftkirurgi

En af de største udfordringer, når sundhedsvæsenet opererer for tarmkræft, er komplikationer og risici for tilbagefald efter operationen. Professor Ismail Gögenur fra Sjællands Universitetshospital undersøger effekten af en mere skånsom kirurgi for ældre og skrøbelige patienter. Det sker i et forskningsprojekt med økonomisk støtte fra VELUX FONDEN.

Hvad har I brugt bevillingsmidlerne fra VELUX FONDEN til?

Vi har undersøgt, hvordan vi kan forbedre kræftbehandlingen, som ældre og skrøbelige patienter med tarmkræft får. Det, vi har brugt meget tid på, er at skabe et datagrundlag, som kan understrege, at alderdom ikke i sig selv er diskvalificerende for at modtage den bedst mulige kræftbehandling. Vi har fundet ud af, at ældre patienter over 80 år har samme gavn af kræftkirurgi som patienter i de tidlige 60’ere, så længe sundhedsvæsenet sikrer et behandlingsforløb, der ikke medfører komplikationer. Vi har også lavet et forbedringsforløb og udviklet en model, som er baseret på kunstig intelligens og som udvælger patienter, der med stor sandsynlighed kan få gavn af behandling. Vi har været i gang med det overordnede projekt siden 2021 og synes, at det ser meget positivt ud.

Hvordan opstod din egen interesse for at arbejde med kirurgi for tarmkræft?

Min interesse kommer af fascination og indignation over, at vi ikke er gode nok til at behandle patienter med kræftsygdomme. Jeg blev uddannet som læge i 1999 og startede med at undersøge søvn og forstyrrelser hos patienter, der blev påvirket af kirurgi. Det har ledt hen til, at jeg i dag arbejder med at undersøge effekten af mere skånsom kirurgi for ældre og skrøbelige patienter med tarmkræft. 

Hvad er det bedste ved at være ildsjæl inden for dit område?

Det er uden tvivl, at jeg kan hjælpe ældre og skrøbelige patienter. Jeg arbejder sammen med andre ildsjæle og har set, at sundhedsvæsenet kan lave innovationer og tilgå patienterne på nye måder ved at gå væk fra individbaserede standardbehandlinger. Vi har oplevet, at andelen af patienter med komplikationer og indlæggelsesværdi er faldet, samtidig med at vi har tilfredse patienter. Det har været altafgørende.