Fodbold for fremtiden 2.0

”Unge får styrket troen på egne evner”

Fodbold For Fremtiden har siden 2020 udviklet en ny beskæftigelsesrettet metode for unge på uddannelseshjælp. Projektchef Tobias Nick Jensen fra DBU Sjælland fortæller, at indsatsen går ind i en ny æra for at hjælpe unge i land- og yderkommuner videre i job eller uddannelse. 

Hvorfor er Fodbold For Fremtiden afgørende?

Det er vigtigt, at vi skaber et tilbud til unge, som står uden for arbejdsmarkedet eller som mangler en uddannelse. Vi møder unge, som ofte har lidt nederlag – ikke én gang, men mange gange. Selvtilliden og selvværdet er banket helt i bund. Det vil vi ændre på med vores beskæftigelsesprojekt, som er en ny måde at møde de unge på. De kommer ind i fodboldens fællesskab og oplever derigennem at få styrket troen på egne evner. Det kan vi lige så godt gøre i fodboldklubberne i tæt samarbejde med jobcentrene. Vi har i Danmark næsten 61.000 ufaglærte unge mellem 15 og 29 år, som hverken er i job eller i gang med en uddannelse. Det er et problem for den enkelte – men også for samfundet. Vi kan ikke redde alle gennem fodbolden. Det anerkender jeg. Men vi skal turde at tænke i nye retninger, som ikke umiddelbart hænger sammen med hverken beskæftigelse eller uddannelse.

Hvad bruger I bevillingsmidlerne fra VELUX FONDEN til?

Vi har tidligere haft projektet i 14 mellemstore kommuner, hvoraf ti stadig arbejder med Fodbold For Fremtiden og projektets metode i et eller andet omfang. Vi har nu fået bevillingen fra VELUX FONDEN til at brede projektet ud i en række land- og yderkommuner. Det er ikke raketvidenskab, vi egentlig har gang i. En FGU-skole, en kommunal ungeindsats og en fodboldklub går sammen om at skabe et 52-ugers forløb, hvor de unge mødes cirka to gange om uge i fodboldklubben. De får også undervisning og lærer at lave et cv og skrive ansøgninger, og de bliver introduceret til virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Vi skal nu ud i de mindre kommuner – målt på befolkningstallene – hvor det bliver sværere. Vi skal samle nok aktører til, at vi kan etablere et tilbud som Fodbold For Fremtiden, men vi ved samtidig, at de mindre kommuner hverken har den samme økonomi, befolkningssammensætning eller mængde af tilbud, som de mellemstore kommuner har. Vi skal sikre, at vi ikke skaber et a- og b-hold i beskæftigelsesverdenen, hvor borgerne i de ressourcestærke kommuner får de bedste tilbud, og hvor de mindre ressourcestærke kommuner får de knap så fede tilbud – hvis de overhovedet får et tilbud. Vi kanaliserer også midler ud i klubberne og uddanner trænerne til at kunne arbejde socialfagligt. De får et indblik i, hvordan de kan arbejde med en målgruppe, som ikke selv finder deres egen vej ned i klubberne og som har været vant til at lide nederlag.

Hvordan opstod din egen interesse for at arbejde med, at idrætten kan være en del af sociale indsatser?

Jeg har altid interesseret mig for at skabe positive forandringer for både den enkelte og samfundet som helhed. Jeg er særligt optaget af at undersøge, hvordan civilsamfundet og foreningslivet kan være en arena til, at vi hjælper unge videre. Jeg arbejdede først i Københavns Kommune, før jeg kom i DBU-regi. Jeg har derfor oplevet, hvad det betyder at være i en organisation, som har volumen til tage projekter ind, udbrede dem og gøre dem til en del af noget større. Det kan DBU-organisationen. Det særlige ved foreningslivet er, at det kan afmontere, at dele af samfundet ”klientgør” unge mennesker. Trænerne i foreningerne kigger ikke på, hvad de unge har af dårligdomme, men på, hvordan de unge kan være en del af et fællesskab. Det kan civilsamfundet – og idrætten – i særlig grad bidrage med.

Hvad er det bedste ved at være ildsjæl?

Det er en tilfredsstillelse at arbejde med det felt, som jeg gør. Jeg er en del af en organisation, hvor vi kan få ting til at ske på en større skala og være med til at påvirke unge menneskers liv, så de finder fællesskabet og får selvtilliden tilbage. Det hjælper alle. Ikke kun samfundet, men også det enkelte unge menneske.