Projektbeskrivelse
I årtierne fra 1960’erne til 1980’erne forandrede danskernes familieliv sig dramatisk. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, kønsroller kom til debat, ægteskabet mistede status, og børnene kom i daginstitutioner. Man kan tale om en familierevolution. Vi vil undersøge, hvordan det blev oplevet af den enkelte borger. Det gør vi med en nyudviklet model til indsamling af livshistorier fra danskere, som selv har oplevet familierevolutionen. Med afsæt i Citizen Science (borgerforskning) vil op mod 3.000 gymnasielever som del af et særligt undervisningsforløb hjælpe os med indsamling af ca. 1.000 danske livshistorier om familierevolutionen. Livshistorierne undersøger vi bl.a. med brug af digitale analysemetoder. På den mådefår vi en enestående mulighed for nye og nuancerede analyser af danskernes forskellige oplevelser og kan fortælle en helt ny historie om en af Danmarkshistoriens mest gennemgribende forandringsprocesser.