Den psykedeliske renæssance: Internettet, moderne rusmiddelbrug og kommunal forebyggelse og behandling af stofmisbrug
Projektbeskrivelse
Psykedeliske stoffer har fået stor opmærksomhed i de seneste år. Den nye medicinske begejstring for stoffernes behandlingspotentiale afspejles både i den stigende forekomst af internetfora som beskæftiger sig med psykedeliske stoffer, og i strømmen af medie- og populærvidenskabelige fortællinger om stoffernes positive indvirkning på personlig udvikling og psykisk velbefindende. Tilsammen omtales denne udvikling som ”den psykedeliske renæssance”, en betegnelse, der peger på nye forståelser af og måder at bruge psykedeliske stoffer på i dagens samfund.
Projektet anvender et socialt læringsperspektiv med fokus på de sociale, kulturelle og diskursive processer, der (særligt på internettet) former unges brug af stoffer. Dette skal afdække, hvordan disse processer påvirker danske unges brugs af psykedeliske stoffer, samt hvordan en forståelse af processerne kan indtænkes i en tilpasning af forebyggende, rådgivende og behandlende indsatser. Projektets formål er, at
1) Undersøge hvordan unges forståelser og brug af psykedeliske stoffer påvirkes af de digitale og diskursive tendenser, der gør sig gældende ved nutidigt psykedelisk stofbrug
2) Udvikle og afprøve praktiske tiltag til digital forebyggelse samt behandling af (problematisk) psykedelisk stofbrug blandt unge.
Projektet udføres gennem et tæt samarbejde mellem Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, og ungecentret i Aarhus kommune som varetager forebyggelse og behandling af rusmiddelbrug blandt unge.