Unikt samarbejde mellem forskning og praksis har styrket børnenes stemme

Familieretshuset har i forskningsprojektet ’Styrket børneinddragelse i det familieretlige system’ afprøvet nye måder at lade børn komme til orde på i familieretsager. Det har gjort myndigheden klogere på, hvordan det enkelte barn kan træde tydeligere frem, hvordan man støtter børnene i at blive hørt og dermed styrket børneinddragelsen, mener forskerne bag projektet.

Børneinddragelsen i Familieretshuset er blevet styrket. Det står klart, efter at myndigheden i tre år har samarbejdet med forskere fra Roskilde Universitet og Professionshøjskolen Absalon.

”Vi ved, at børn har brug for at være deltagende i deres eget liv og blive lyttet til, når de voksne skal indgå aftaler med betydning for deres hverdagsliv. Jeg er derfor glad for, at Familieretshuset nu står på et endnu stærkere fundament i forhold til at inddrage børn i sager om samvær, bopæl og forældremyndighed”, siger Anne Dorte Grauballe, Chefkonsulent i Familieretshuset.

Givet nye erkendelser og indsigter

Som en del af projektet har forskerne blandt andet analyseret børnesamtalenotaterne, som er skriftlige dokumenter fra børnesamtalerne i Familieretshuset med modtagere såsom jurister, dommere og forældre.

Forskerne har fundet ud af, at Familieretshuset, som blev etableret i 2019, har implementeret den politiske intention om børneinddragelse og har brugt skabeloner til at sikre en ensartet metode til inddragelsen.

Forskerne har dog også konstateret, at notaterne udelukkende består af ord, skrevet af voksne til andre voksne i et ensartet sprog. Der er i notaterne hverken brugt tegninger, breve eller billeder, hvilket har vist sig at gøre det vanskeligt at få et ordentligt indtryk af det enkelte barn.

”Det er et fænomen, som er udbredt i hele vores samfund. Vi har for det første en forestilling om, at det er mere retfærdigt, hvis vi behandler hinanden ens og benytter skabeloner, selvom projektet viser, at ens behandling af forskellige børn tværtimod kan skabe uretfærdighed. Og vi har for det andet haft rettet opmærksomheden mod, at forældrene og forældrenes relation til hinanden var det allervigtigste for børnene. Det har skygget for betydningen og erkendelsen af andre vigtige forhold i barnets hverdagsliv som for eksempel relationer til kammerater, dyr, andre voksne, aktiviteter og steder”, siger projektets leder, professor Hanne Warming fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

Møder børnene i øjenhøjde

De indsigter, som forskerne har fået, har Familieretshusets praktikere arbejdet med og omsat til styrket praksis. Det betyder, at myndigheden nu inddrager børnene på en ”ny måde, som er mere i øjenhøjde med børnene”.

”Det handler om, at vi støtter barnet bedre til at komme til orde, at vi er mere opmærksomme på det barn, vi møder, og det hverdagsliv, vi hører om, og ikke mindst, at vi sikrer, at vi får det afspejlet i børnesamtalenotaterne. På den måde står det enkelte barn tydeligere frem for dem, der skal træffe beslutninger om barnet. Børnesamtalenotatet er ændret, så der for eksempel er mulighed for, at børnene kan vedlægge en tegning”, siger Anne Dorte Grauballe fra Familieretshuset.

VELUX FONDEN har støttet projektet gennem HUMpraxis-programmet, der har til formål at fremme samarbejde og vidensudveksling mellem forskere og praksisaktører inden for social-, aldrings- og miljøområdet.

”Vi fokuserer med vores HUMpraxis-program på at støtte projekter, hvor praksisaktører og forskere oplever tæt vekselvirkning og omsætter forskning effektivt til konkrete forandringer i vores samfund. Det er lykkedes med projektet, som har givet nye erkendelser, indsigter og løsninger i det arbejde, som foregår i Familieretshuset”, siger Henrik Tronier, vicedirektør med ansvar for forskningsstrategiske indsatser i VELUX FONDEN.

Projektets mål

I projektet har myndighedens praktikere og institutionernes forskere arbejdet med tre delmål og oplevet en tæt vekselvirkning.

  • Det første mål har handlet om, hvordan flere yngre børn og også børn med særlige udfordringer vil kunne inddrages via en børnesamtale. 
  • Det andet mål om, på hvilke måder børnesamtalenotatet, som skrives under børnesamtalen med barnet, kan udvikles på baggrund af forskernes analyse af 100 anonyme notater og et casestudie. 
  • Det tredje mål har haft fokus på, hvad der skal til for, at kontaktpersonordningen, hvor barnet tilknyttes en fast voksen i Familieretshuset, bliver brugt endnu mere af børnene, og hvordan ordningen i endnu højere grad kan tilpasses individuelt, så den matcher det enkelte barns behov og ønsker.

Projektet har i høj grad styrket vores blik for, hvordan vi bedst kan understøtte barnet i at få sit perspektiv inddraget i forældrenes sag. Det har på den måde haft stor betydning for vores faglighed på området, og vi fortsætter med at omsætte de indsigter og den viden, projektet har givet os.

Anne Dorte Grauballe, Chefkonsulent i Familieretshuset.

Fakta om ’Styrket børneinddragelse i det familieretlige system’

Projektet løb fra 1. april 2021 til 1. juni 2026.

Familieretshuset har samarbejdet med forskere fra Roskilde Universitet og Professionshøjskolen Absalon.

Projektet har arbejdet med tre delmål: 

  • Udvidelse af målgruppen for børneinddragelse og inddraget yngre børn og børn med særlige udfordringer.
  • Forbedring af børnesamtalenotatet, der bliver udarbejdet under børnesamtalen.
  • Udvikling af individuelt tilpassede og sammenhængende børneforløb.

VELUX FONDEN har støttet projektet gennem HUMpraxis-programmet, der har til formål at fremme samarbejde og vidensudveksling mellem forskere og praksisaktører inden for social-, aldrings- og miljøområdet.

Seniorforsker Sarah Alminde og professor Hanne Warming fra Roskilde Universitet fortæller om projektet

Hør om udviklingssporerne i projektet: 
Udviklingsspor i projektet "Styrket børneinddragelse i det familieretlige system"

Hør om begrebet "skilsmisselandskaber" i projektet: 
Skilsmisselandskaber i projektet "Styrket børneinddragelse i det familieretlige system"

Hør om analysen af børnesamtalenotater og skriftlighed: 
Analyse af børnesamtalenotater i projektet "Styrket børneinddragelse i det familieretlige system"

Hør om de to Advisory boards i projektet: 
Advisory boards i projektet "Styrket børneinddragelse i det familieretlige system"

Nyheder