Nye projekter vil styrke fællesskaber for mennesker i socialt udsatte positioner

Med 20 mio. kr. støtter VELUX FONDEN fem projekter, der skal udvikle og afprøve nye metoder til at hjælpe flere mennesker tættere på uddannelse, arbejde og sociale fællesskaber.
GAMEWAY skal hjælpe unge fra gamingfællesskaber videre mod uddannelse, job og stærkere sociale relationer. Foto: Colourbox
GAMEWAY skal hjælpe unge fra gamingfællesskaber videre mod uddannelse, job og stærkere sociale relationer. Foto: Colourbox

Mange mennesker i socialt udsatte positioner oplever at stå uden for de fællesskaber, der kan skabe trivsel, netværk og nye muligheder i livet. Fem projekter modtager nu samlet 20 mio. kr. fra VELUX FONDEN til at udvikle og afprøve nye metoder, der kan styrke vejen ind i fællesskaber på tværs af civilsamfund, uddannelse og arbejdsliv. 
 

"Mange mennesker i socialt udsatte positioner ønsker at være en del af de fællesskaber, som de fleste af os tager for givet. Men vejen ind kan være svær. Derfor støtter vi projekter, der afprøver nye metoder og samarbejder, som kan gøre det lettere at finde fodfæste i fællesskaber, uddannelse og arbejdsliv," siger Trine Heidemann, vicedirektør i VELUX FONDEN. 
 

Projekterne tager fat på forskellige udfordringer, men med et fælles mål om at udvikle nye veje ind i fællesskaber for mennesker, som i dag står udenfor eller har svært ved at få fodfæste. Indsatserne retter sig blandt andet mod unge i socialt udsatte positioner, børn med længerevarende skolefravær, unge med etnisk minoritetsbaggrund i social udsathed, unge fordrevne ukrainere og unge, der står uden for uddannelse og beskæftigelse. 
 

Flere af projekterne bygger på samarbejder mellem civilsamfund, kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Samtidig skal de skabe ny viden om, hvordan fællesskaber kan gøres mere inkluderende, og hvordan relationer, frivillighed og lokalt engagement kan styrke menneskers muligheder for deltagelse, trivsel og handlekraft. 

Kort om de fem projekter

Nye veje til fællesskab og trivsel, Røde Kors, 5 mio. kr. 

Mange unge ukrainere i Danmark oplever mistrivsel og står uden for lokale fællesskaber. Projektet skal udvikle og afprøve metoder, der gør det lettere for unge fordrevne at finde vej ind i frivillige fællesskaber og blive en del af uddannelse, arbejdsliv og lokalsamfund gennem samarbejde mellem kommuner og civilsamfund. 
 

Nye veje til fællesskab for unge i udsatte positioner, Bindeleddet, 6,1 mio. kr. 

Unge i socialt udsatte positioner risikerer ofte at miste fodfæstet i overgange mellem tilbud, uddannelse og arbejdsliv. Bindeleddet skal udvikle og afprøve en metode, der kombinerer fællesskaber, frivillige mentorer og fleksibel støtte for at skabe større sammenhæng og styrke de unges tilknytning til fællesskaber, uddannelse og job. 
 

Fra fravær til fællesskab, Skolens Venner, 5,5 mio. kr. 

Langvarigt skolefravær kan gøre det svært for børn at vende tilbage til klassens sociale og faglige fællesskab. Med frivillige skolevenner som støtte skal projektet udvikle ny viden om, hvordan civilsamfundet kan bidrage til trivsel, inklusion og en tryg tilbagevenden til skolen. 
 

Nye veje for beskæftigelsesrettede fællesskaber, I Tråd Med Verden, 0,6 mio. kr. 

Mennesker med etnisk minoritetsbaggrund i social udsathed kan have brug for nye veje til fællesskab og beskæftigelse. Projektet skal udvikle og afprøve nye samarbejdsformer, der kan styrke beskæftigelsesrettede arbejdsfællesskaber og skabe viden om, hvordan flere kan få fodfæste på arbejdsmarkedet. 
 

GAMEWAY – Unge i spil, Filmby Aarhus, 2,9 mio. kr. 

Computerspil og digitale fællesskaber kan være et vigtigt afsæt for unge, som står uden for uddannelse og beskæftigelse. Projektet, der også er støttet af Det Obelske Familiefond, skal udvikle en metode, der bygger bro fra gamingfællesskaber til nye sociale fællesskaber, uddannelse og arbejdsliv gennem samarbejde mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner, kommune og civilsamfund. 

Gennem programmet ’Fællesskaber for alle’ støtter VELUX FONDEN initiativer, der skal styrke menneskers muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber. Programmet har særligt fokus på mennesker i socialt udsatte positioner og på at udvikle nye metoder og samarbejder, der kan skabe flere veje til deltagelse, trivsel og tilhør.

Nyheder