Nye initiativer skal styrke fællesskaber for mennesker i svær psykisk mistrivsel

27 mio. kroner går til fem nye projekter, der skal styrke fællesskaber for bl.a. traumatiserede flygtninge og mennesker, der rammes af depression efter stroke.
Sille Vibe Rasmussen er havevært i Sct. Hans Have og en del af projektet ’Mennesker har brug for mennesker,’ der er støttet af VELUX FONDEN. Foto: Nicky Hendrich
Sille Vibe Rasmussen er havevært i Sct. Hans Have og en del af projektet ’Mennesker har brug for mennesker,’ der er støttet af VELUX FONDEN. Foto: Nicky Hendrich

Hvordan kan mennesker i svær psykisk mistrivsel og ensomhed få bedre mulighed for at finde og fastholde meningsfulde fællesskaber – både under og efter sygdom, krise eller behandling? Det spørgsmål udforskes i fem nye projekter, som samlet modtager 27 mio. kroner i støtte fra VELUX FONDEN. 

"Når mennesker befinder sig i svær psykisk mistrivsel, er overgangen mellem behandling og hverdagsliv ofte det sted, hvor man står mest alene. Derfor støtter vi projekter, der udvikler nye måder at bygge bro mellem psykiatrien og civilsamfundets fællesskaber - og som tager udgangspunkt i borgernes egne erfaringer og behov," siger Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN. 

Siden 2022 har VELUX FONDEN støttet udviklingen af nye metoder til at hjælpe mennesker i en socialt udsat position med at komme bedre videre i hverdagen. I den periode er der blevet bevilliget i alt 114 mio. kroner til 27 projekter om blandt andet cyklende fællesskaber og støtte til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen

Brobygning til fællesskaber 
De fem nye projekter spænder lige fra brobygning mellem psykiatrisk indlæggelse og hverdagslivet, til tværsektoriel støtte for traumatiserede flygtninge gennem stærke fællesskaber. 

I et samarbejde mellem Hjernesagen og DepressionsForeningen skal der f.eks. udvikles en brobyggende metode, der kobler kommunal og psykiatrisk behandling med trygge civilsamfundsfællesskaber i seks kommuner. 

”Alt for mange mennesker, der rammes af stroke eller lever med andre følger af hjerneskade, kæmper også med depression, uden at der har været en samlet indsats, som tager hånd om begge dele. Det vil vi ændre på,” siger Anne Hertz, direktør i Hjernesagen. 

Vi håber med projektet at skabe nye veje til deltagelse i hverdagslivets fællesskaber for mennesker med psykisk lidelse - allerede under indlæggelse
Line Duelund Nielsen
Centerchef på Psykiatrisk Center København

På Psykiatrisk Center København afprøves en model, hvor “recovery-mentorer” og civilsamfundsaktører inviterer patienter ind i fællesskaber allerede under indlæggelse og støtter overgangen til hverdagslivet. 

”Vi håber med projektet at skabe nye veje til deltagelse i hverdagslivets fællesskaber for mennesker med psykisk lidelse - allerede under indlæggelse. Ambitionen er at udvikle metoder til brobygning fra indlæggelse på Psykiatrisk Center København ud i civilsamfundets meningsfulde fællesskaber,” siger Line Duelund Nielsen, centerchef på Psykiatrisk Center København. 

Med bevillingerne ønsker VELUX FONDEN at styrke vejene tilbage til hverdagslivet for mennesker i svær psykisk mistrivsel. Ved at samle kræfter på tværs af sektorer, fagligheder og fællesskaber er målet at skabe løsninger, der både rummer menneskers behov og giver dem mulighed for at deltage aktivt i meningsfulde fællesskaber – nu og i fremtiden. 

Læs mere om de fem nye projekter

Nyheder