Ny fungerende forperson i Tænketanken Hav

Thomas Thune Andersen indtræder som forperson for bestyrelsen i Tænketanken Hav, efter at Maria Reumert Gjerding er blevet udnævnt til miljøminister og træder ud af bestyrelsen.
Sukkertang i Kattegat. Foto: Tim Dencker
Sukkertang i Kattegat. Foto: Tim Dencker

Tænketanken Hav blev etableret på initiativ fra VELUX FONDEN i 2021 for at samle viden og styrke dialogen mellem forskere, virksomheder, civilsamfund og beslutningstagere.

I dag er tænketanken en central, uafhængig aktør, der bidrager til, at beslutninger om havmiljøet træffes på et oplyst grundlag.

Det vigtige arbejde fortsætter, når Thomas Thune Andersen tiltræder som fungerende forperson i en periode, hvor havet er rykket højt op på den politiske dagsorden.

“Vi ser frem til samarbejdet med Thomas Thune Andersen. Tænketanken Hav spiller en vigtig rolle i at samle viden og skabe grundlag for bedre beslutninger om havmiljøet – noget der er afgørende, hvis vi skal vende udviklingen i havet,” siger Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN, og takker Maria Reumert Gjerding for hendes markante indsats for havet og i Tænketanken Hav.

Det er stærkt, at den nye regering sender et klart signal om, at havmiljøet skal prioriteres højere
Liselotte Hohwy Stokholm
Direktør i Tænketanken Hav

Regeringen sender stærkt signal

Direktør i Tænketanken Hav, Liselotte Hohwy Stokholm, ser overordnet positivt på regeringens nye grundlag og de politiske ambitioner for havmiljøet.

“Det er stærkt, at den nye regering sender et klart signal om, at havmiljøet skal prioriteres højere. Med en handlingsplan for miljøfarlige stoffer, styrket beskyttelse af havnaturen samt en national strategi for råstoffer og cirkulær økonomi er der lagt et stærkt politisk fundament. Nu skal ambitionerne omsættes til konkret handling, så livet igen kan vende tilbage til vores havområder,” siger hun.

VELUX FONDEN tog initiativ til Tænketanken Hav i 2021 med en første bevilling på 75 mio. kr. og fulgte i december 2025 op med en ny femårig bevilling på samme beløb.

Nyheder