Forskningsprojekt undersøger, om tre hurtige synstests hos egen læge kan bane vej for tidligere opdagelse af synstab

Synet kan blive dårligere, uden at man selv opdager det. 565 seniorer har nu været med til at undersøge, om synstab kan opdages tidligere hos egen læge ved hjælp af tre enkle tests, der tager under ti minutter. 

For mange seniorer bliver synet dårligere så gradvist, at det kan være svært selv at opdage. Men nedsat syn kan få stor betydning i hverdagen.  
 

Det kan gøre det sværere at klare almindelige gøremål, skabe utryghed og øge risikoen for fald. Synsnedsættelse kan også få konsekvenser for den enkeltes mulighed for at tage vare på sig selv og for familien omkring vedkommende. 
 

Det er baggrunden for forskningsprojektet DETECT, som undersøger, om den almene lægepraksis kan spille en større rolle i at opdage synsnedsættelse, så flere kan få hjælp i tide og bevare et godt syn længst muligt. 

Ti minutters undersøgelse kan opspore øjensygdomme

Bag projektet står en gruppe forskere fra Center for Almen Medicin på Københavns Universitet ledet af professor Frans Boch Waldorff og adjunkt Catharina Thiel Sandholdt. 
 

De har udviklet en model, hvor læger ved hjælp af tre enkle undersøgelser, som blot tager ti minutter i alt, blandt andet bliver i stand til at opdage tegn på to af de øjensygdomme, som rammer ældre hyppigst, nemlig grøn stær og AMD (aldersrelateret makuladegeneration). 
 

Undersøgelsen udføres blandt borgere over 70 år, der lider af en kronisk sygdom og som i forvejen kommer til årskontrol hos egen læge. 
 

565 ældre patienter har nu været igennem undersøgelsen.  
 

Det giver forskerne et solidt grundlag for at vurdere, om synstest hos egen læge kan blive en enkel vej til at opdage synsnedsættelse og alvorlige øjensygdomme tidligere. 

Det har været virkelig spændende at undersøge nye måder at samarbejde om synet i det nære sundhedsvæsen på. Vi er meget taknemmelige for, at så mange patienter har haft mod på at være med, så vi har et grundlag for at se, om de tre synstests faktisk finder det, de skal.
Adjunkt Catharina Thiel Sandholdt

Identifikation af nedsat syn i almen praksis - DETECT

Forskningsprojektet undersøger, om den almene lægepraksis kan spille en større rolle i at opdage synsnedsættelse, så flere kan få hjælp i tide og bevare et godt syn længst muligt. 

Teamet bag DETECT er med undersøgelsen af over 500 patienter kommet et vigtigt skridt tættere på at kunne besvare, om en enkel indsats i almen praksis kan bidrage til tidligere opsporing af alvorlige øjensygdomme hos ældre. 

Hvis det lykkes, kan det på sigt få stor betydning for ældre menneskers mulighed for at bevare syn, tryghed og handlekraft længere i livet. 

Hjælp fra optikere  

I projektet er patienterne først blevet undersøgt i deres lægehus. Derefter er de blevet sendt videre til en lokal optikerbutik, hvor en optiker har lavet en almindelig synsprøve, målt øjentryk og taget billeder af øjet.  

Resultaterne er herefter blevet delt med projektet, så en øjenlæge har kunnet gennemgå dem og se efter uopdaget synsnedsættelse samt tegn på blandt andet grøn stær, grå stær, AMD og diabetesfølgevirkninger. 

De supplerende undersøgelser hos optikerbutikkerne har gjort det muligt at få data om patienternes syn og øjensundhed, som resultaterne fra de tre synstests kan måles op imod.  

”Der har været stor opbakning til projektet, og vi er netop nu i gang med at undersøge både lægernes og patienternes oplevelser med at deltage. Vi håber, at begge parter har syntes, at det var meningsfuldt at deltage, og vi vil bruge tilbagemeldingerne til at hjælpe flere ældre med at bevare synet længst muligt. Samtidig er vi i gang med at analysere data for at vurdere, om de praktiserende læger kan identificere synstab og øjensygdom,” siger Frans Boch Waldorff. 

Projektet bevæger sig nu ind i en ny fase, hvor erfaringer og data skal samles og analyseres. Den kommende tid vil forskerne blandt andet undersøge, hvordan det har fungeret i praksis at gennemføre de tre synstest i en travl hverdag. Projektet løber til sommeren 2027. 

Tryghed og handlekraft i hverdagen 

VELUX FONDEN har støttet projektet for at give flere mulighed for at bevare et handlekraftigt og meningsfuldt hverdagsliv, også når helbredet forandrer sig.

DETECT-teamet: Forrest fra venstre: Øjenlæge Agnes Galbo Brost, ph.d. studerende Mette Louise Petersen, adjunkt Catharina Thiel Sandholdt og studentermedhjælper Emma Katrine Frøhlke Steinbo. Bagerst fra venstre: Professor Frans Boch Waldorff og lektor og alm. praktiserende læge Mads Aage Toft Kristensen.
I VELUX FONDEN vil vi gerne bidrage til, at flere kan leve et handlekraftigt liv – hele livet. Synet spiller en afgørende rolle for vores mulighed for at klare os selv, færdes trygt og være en del af hverdagslivet omkring os. Derfor håber vi, at projektet kan være med til at sikre, at flere får hjælp i tide.
Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN

Nyheder