Erfaren miljøspecialist til VELUX FONDEN: Styrker sit fokus på havmiljøet

Adam Billing er ny fondsrådgiver til VELUX FONDENs arbejde inden for programmet 'Et hav i balance'.

Adam Billing er ny fondrådgiver i VELUX FONDEN. Sammen med programchef på uddelingsområdet 'Et hav i balance' Charlotte Mogensen skal Adam Billing stå for fondens indsatsområder inden for havmiljø.

Programmet uddelte i 2023 50 mio. kr. til initiativer inden for genopretning af hav og kystnære havområder, bekæmpelse af havforurening samt fremtidige klimaløsninger og deres påvirkninger af havområderne.

VELUX FONDEN indgår i en lang række nationale og internationale partnerskaber om havmiljø. Blandt andet er Tænketanken Hav stiftet på initiativ af VELUX FONDEN i 2021 og finansieret med 75 mio. kr. af fonden i fem år.

"Vi er meget begejstrede for at byde Adam velkommen på holdet som vores nye fondsrådgiver til programmet ’Et hav i balance’. Det danske havmiljø er under pres fra flere kanter, og havet er uden grænser. Derfor agerer vi både nationalt og internationalt i samarbejde med forskningsmiljøer, politiske beslutningstagere og organisationer. Og her vil Adams ekspertise og engagement uden tvivl være betydningsfuld," siger programchef Charlotte Mogensen.

Adam er uddannet cand.scient.soc. og kommer fra en stilling som specialkonsulent ved Miljøministeriet. Han har mere end 10 års erfaring fra en række ministeriers departementer og bringer en omfattende viden om natur, biodiversitet, havet, miljø og fiskeri på nationalt, EU og internationalt niveau til VELUX FONDEN.

Han har blandt andet været involveret i forberedelsen og forhandlingen af FN's Biodiversitetskonvention, EU's naturgenopretningsforordning og implementeringen af EU's Biodiversitetsstrategi 2030.

”Vores hav er udfordret af forurening, klimaforandringer og menneskelige presfaktorer, men rummer også mange muligheder for en bæredygtig omstilling. Jeg glæder mig til at medvirke til VELUX FONDENs ambition om at støtte innovative initiativer og udvikle nye samarbejder, der kan bidrage med nye klimaløsninger og begrænse den menneskeskabte belastning og øge genopbygningen af havet,” siger Adam Billing.

VELUX FONDEN prioriterer med sin nye strategi nye klimaløsninger, der bidrager til at begrænse den menneskeskabte belastning og øge genopbygningen af havet og de kystnære områder.

Nyheder

Kontakt

Se alle