Nyt initiativ: Ældre med synstab

Kom med, når VELUX FONDEN den 4. februar inviterer til digital lancering af jubilæumsinitiativet Ældre med synstab, og VIVE præsenterer en ny stor rapport, der undersøger ældres liv og udfordringer med nedsat syn.

Med initiativet ’Ældre med Synstab’, der markerer VELUX FONDENs 40 års jubilæum, ønsker fonden at gøre en forskel for ældre over 55 år, hvor synstabet påvirker hverdagslivet. Formålet er at styrke de ældres egne ressourcer og medvirke til at sikre den nødvendige hjælp i tide, så de kan fortsætte som aktive, deltagende samfundsborgere med et seniorliv med høj livskvalitet trods synstabet.

Afsættet for initiativet er rapporten Ældre med synstab udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE). Rapporten undersøger konsekvenserne af at leve med synstab for de ældre, der endnu ikke er stærkt svagsynede eller blinde, og hvad der kan gøres for at forbedre levevilkårene for gruppen. I alt er der gennemført 1.000 telefoninterviews og 39 dybdegående interviews for at undersøge ældres oplevelser af at leve med et synstab.

På dagen vil forskerne Anna Amilon og Maria Røgeskov fra VIVE præsentere rapportens resultater samt et inspirationskatalog, der giver konkrete eksempler på, hvordan de barrierer aldersrelaterede øjensygdom skaber i hverdagen, kan nedbrydes. Efterfølgende vil programchef for VELUX FONDENs uddelingsområde Sociale indsatser i Danmark, Vibeke Lybecker, præsentere initiativet, mens programchef for VELUX FONDENs Øjen- og aldringsforskningsområde, Lise Bonnevie, vil fortælle om kommende opslag og aktiviteter inden for initiativet.

Læs VIVE's rapport
Læs VIVE's inspirationskatalog

Læs mere om jubilæumsinitiativet og kommende aktiviter

Nyheder

Kontakt

Se alle