Lys på liv med nedsat syn
Med bevillinger, hædersgaver og kald på forskningsprojekter satte VELUX FONDEN fokus på en overset befolkningsgruppe, ældre med synstab.
Den 12. oktober inviterede VELUX FONDEN inden for til et arrangement, der bl.a. bød på overrækkelser af hædersgaver til den lovende øjenlæge Yousif Subhi og den etablerede forsker, underviser og overlæge Jens Folke Kiilgaard. To forskningsprojekter fik også bevillinger til undersøge, hvorfor patienter afbryder deres behandling af øjensygdommen våd AMD, og hvordan ældres syn kan komme i fokus hos den ældres praktiserende læge.
Og så kaldes der igen på forskningsprojekter, der kan styrke de ældres egne ressourcer og medvirke til at sikre, at de får den nødvendige hjælp i tide, så de kan fortsætte som aktive samfundsborgere og beholde livskvaliteten trods synstabet.
”Ved at stille skarpt på, hvad nedsat syn gør ved ældres liv, har vi kunnet se, at her er et problem, der påvirker en stadigt større gruppe borgere. For eksempel oplever mange ældre med nedsat syn, at de langsomt glider ud af sociale sammenhænge og mister deres handlekraft og uafhængighed – ofte uden at det bliver forstået af deres omgivelser. Derfor ønsker VELUX FONDEN med initiativet, der inddrager forskning samt sociale og frivillige indsatser, at medvirke til at få ældre med synstab ud af isolationen og give dem livskvaliteten og fællesskaberne tilbage,” fortæller forperson for VELUX FONDENs bestyrelse, Lykke Ogstrup Lunde.
Læs mere om:
Yousif Subhi og Jens Folke Kiilgaard modtager VELUX FONDENs hædersgaver.
To nye forskningsprojekter undersøger den ældre øjenpatients vej igennem behandlingssystemet
Frist for indsendelse af interessetilkendegivelse er 1. februar 2022 kl. 13.00.
Bemærk: ansøgningsfristen var 1. februar 2022.