Kæmpe skulderklap til projekt Børnedemokrati

22.11.2017

I november løb fagfestivalen Almene Boligdage af stabelen i Aarhus.

Hvert fjerde år samles politikere og ansatte m.fl. i den almene sektor til en række workshops og debatter om temaer som drift, boligsocialt arbejde, beboerdemokrati, nybyggeri og renoveringer. I år deltog rekordmange - mere en 1.200 var med til træffet i Aarhus.

Projektleder Stine Konradi siger:

-      Børnedemokratiet er for alvor sat på dagsorden i den almene sektor, og det er vi så glade for og stolte over. Det er et kæmpe skulderklap fra den almene boligsektor til projektet og alle os, der samarbejder om at udvikle børnedemokratiet på tværs af landet i Rødovre, Slagelse, Odense og Aalborg.

Almene fagpriser til inspirerende projekter

I samme anledning havde man valgt at uddele en række priser – kaldet Almene Fagpriser - til gode eksempler på indsatser eller projekter i den almene boligsektor.

Projekt ’Børnedemokrati i almene boligområder’, der er støttet af VELUX FONDEN, var med blandt årets nominerede indenfor kategorien ’beboerdemokrati’.

Ved afstemningen på de Almene Boligdage, høstede projekt ’Børnedemokrati’ flest stemmer, og vandt førsteprisen.

Og ’børnene’ selv – de fik skam også ordet på de Almene Boligdage, hvor de præsenterede projektet.

I projekt Børnedemokrati i almene boligområder i Rødovre får børnene masser af nye handlemuligheder, og boligafdelingerne håber, at de på den måde sikrer fødekæden til beboerdemokratiet. 

Børn skal opleve at have indflydelse 

- Fra VELUX FONDEN skal der lyde et stort tillykke med prisen til projekt ”Børnedemokrati i almen boligområder”, der nu kører som et metodeudviklingsprojekt i boligafdelinger i Odense, Slagelse og Aalborg med udgangspunkt i de gode erfaringer fra pilotprojektet i Rødovre. Projektets formål er at fremme inddragelsen af børn i demokratiske processer i almene boligområder, sådan at børn oplever større indflydelse på eget liv og på det boligområde, som de bor i, siger fondsrådgiver Jimmie Gade Nielsen, VELUX FONDEN. 

Projekt ”Børnedemokrati i almen boligområder” er et af i alt 5 projekter, der med en bevilling fra VELUX FONDEN sætter fokus på udvikling af metoder, der kan fremme børne- og ungeinddragelse.

Billeder fra de Almene Boligdage

Nyheder