Nyt bestyrelsesmedlem i VELUX FONDEN

Organisatorisk

01.08.2018

Erik Darre i VELUX FONDENs bestyrelse

Erik Michael Darre (f. 1953) er generallæge og tidligere chef for Forsvarets Sundhedstjeneste, speciallæge i ortopædkirurgi.

Han har sin medicinske embedseksamen fra Københavns Universitet (1978/79) og forlod i 1988 det etablerede hospitalsvæsen som 1.reservelæge i ortopædkirurgi for at blive overlæge i Forsvaret, i hvilket regi han fortsatte sin medicinske karriere og blev udnævnt til generallæge og chef for Forsvarets Sundhedstjeneste i 2006. Efter pensionering fra Forsvaret var Erik Darre chef for Ortopædkirurgisk Klinik på Rigshospitalet i perioden 2013-2017.

Erik Darre er nyt medlem af VELUX FONDENs bestyrelse.

”Det er med store forventninger, at vi byder Erik Darre velkommen i VELUX FONDEN”, siger formand Hans Kann Rasmussen. ”Vi ser meget frem til at få glæde af kombinationen af hans faglige ekspertise og rige erfaringer, formet i krydsfeltet mellem det medicinske og det menneskelige som både læge og militærmand.”

Erik Darre siger selv:

”Jeg glæder mig meget til at deltage i og bidrage til VELUX FONDENs arbejde. Fondens brede fokus på det videnskabelige, kulturelle, sociale og miljømæssige, samt dens ambition om at fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag, tiltaler mig overordentligt meget – og passer i det hele taget godt til mit personlige og faglige afsæt”.

Erik Darres særlige hverv

Erik Darre er i dag formand for Støtteforeningen for Militærmedicinsk Samling og medlem af repræsentantskabet for Lægevidenskabelige Selskaber. Gennem tiden har han bestredet mange hverv – fx har han været formand for Dansk Militært Idrætsforbund og for Dansk Idrætsmedicinsk Selskab, deltaget i forskningsudvalget for Dansk Katastrofemedicinsk Selskab og været formand for Specialgruppen for beredskabsarbejde under Dansk Røde Kors Nationale Lægegruppe, lige som han har siddet i Regeringens Røde Kors Udvalg og i repræsentantskabet for Danmarks Idrætsforbund.

I 2012 modtog han World Veterans Federation Rehabilitation Prize, og i 2013 blev han tildelt æresbevisningen Danmarks Idrætsforbunds Ærestegn.

Tak til Kamilla Kann Rasmussen

Ved årsmødet 2018 udtrådte Kamilla Kann Rasmussen af VELUX FONDENs bestyrelse, hvor hun har været medlem siden 2008. Fonden slipper hende dog ikke helt, eftersom hun fortsætter som eksternt arbejdsgruppemedlem i arbejdsgruppen for Sociale indsatser i Danmark.

VELUX FONDENs bestyrelsesmedlemmer

Nyheder

Kontakt

Se alle