The Daylight Award inviterer til dialog om dagslys og åbner nomineringerne for 2024

København 16. maj 2023. The Daylight Award, den internationale dagslyspris, har til formål at udbrede en helhedsorienteret forståelse af dagslysets betydning inden for forskning og i praksis. Hvert andet år hædrer prisen en forsker og en arkitekt, og der er nu åbent for nomineringer til The Daylight Award 2024. For yderligere at fremme tværfaglighed og brobygning har The Daylight Award også premiere på en række videosamtaler om dagslys.
Nomineringer

Deadline for nomineringer er 15. september 2023. Send din nominering til: nomination@thedaylightaward.com

Samtaler om dagslys

The Daylight Award stræber efter at være mere end en pris. Den repræsenterer den tætte sammenkædning af teori og praksis såvel som af forskere, arkitekter, kunstnere, undervisere, studerende og dagslysentusiaster over hele verden. Ønsket er at række ud til og anerkende personer, der bidrager med ny viden, innovation og  fokusområder inden for dagslys, som kan højne dagslysets nyttevirkning og påskønnelsen af dets betydning for mennesker og miljø.

The Daylight Award byder velkommen til alle, der ønsker at deltage i samtalerne ved at dele deres erfaringer, gode praksisser, nye forskningsresultater, inspiration eller andre idéer, som udforsker dagslysets betydning for livet på Jorden.

Du kan følge aktiviteterne og deltage i samtalerne ved at besøge thedaylightaward.com

Et navn, men to priser

The Daylight Award hædrer og støtter aktiviteter inden for både forskning og arkitektur. Den anerkender og tilskynder til fremme af både videnskabelig viden om og praktisk anvendelse af dagslys, som sammenkæder discipliner, der normalt behandles i adskilte, monokulturelle sfærer, faglige kredse eller praksisser. The Daylight Award tilstræber at udbrede en helhedsorienteret forståelse af dagslyset og fremme dets positive indvirkning på vores liv.

Dagslysforskning

The Daylight Award for forskning tildeles enkeltpersoner eller mindre grupper af forskere, der har udmærket sig som fremragende bidragydere inden for internationalt anerkendt dagslysforskning. Den anerkender særligt originale og indflydelsesrige fremskridt inden for områderne naturvidenskab, humanvidenskab eller samfundsvidenskab med hovedvægt på dagslysets indvirkning på menneskers sundhed, trivsel og præstationsevne.

Dagslys i arkitekturen

The Daylight Award for arkitektur tildeles en eller flere arkitekter eller andre fagfolk, der har udmærket sig ved at realisere arkitektur eller skabe bymiljøer, der fremviser en unik brug af dagslys. Der vil blive lagt særlig vægt på arkitektur, som indtænker den overordnede livskvalitet samt dagslysets indvirkning på menneskers sundhed, trivsel og præstationsevne og dets værdi for samfundet.

Prisvinderen i hver kategori belønnes med en personlig præmie på 100.000 euro.

The Daylight Award vil aktivt anmode om nomineringer fra organisationer, arkitekter, forskere og andre fagfolk, der har ekspertise og interesse inden for dagslysforskning og dagslysets rolle i arkitekturen. Derudover accepterer prisen individuelle nomineringer fra fagfolk.

I de følgende måneder vil juryen vurdere de nominerede, og prisvinderne af The Daylight Award 2024 vil blive offentliggjort 16. maj 2024.

Vi præsenterer med stolthed juryen for The Daylight Award 2024

Juryen for The Daylight Award 2024 får tre nye medlemmer, der repræsenterer yderligere forskningsfelter og supplerer juryens brede erfaring og viden inden for naturvidenskab og arkitektur.

Tidligere prisvindere

De tre fonde bag prisen har i en lang årrække tildelt den i anerkendelse af god praksis inden for dagslys. Siden 1980 har VILLUM FONDEN, VELUX FONDEN og VELUX STIFTUNG tildelt følgende fagfolk The Daylight Award: Jørn Utzon (DK) (1980), Henning Larsen (DK) (1987), Bob Gysin (CH) (2007), Richard Perez (USA) (2008), Peter Zumthor (CH) (2010), James Carpenter (USA) (2010), Lacaton & Vassal (FR) (2011), Gigon & Guyer (CH) (2012) og SANAA (JP) (2014), Steven Holl (USA) (2016), Marilyne Andersen (CH) (2016), Hiroshi Sambuichi (JP) (2018), Greg Ward (USA) (2018), Juha Leiviskä (FI) (2020), Russell Foster (UK) (2020) Henry Plummer (USA) (2020), Shelley McNamara og Yvonne Farrell fra Grafton Architects (IE) (2022) og Anna Wirz-Justice (CH) (2022).

Nyheder