Japansk arkitekt og amerikansk forsker modtager dagslyspris

Priser

16.05.2018

16. maj 2018, på UNESCOs internationale lysdag, blev den poetiske japanske arkitekt Hiroshi Sambuichi og den banebrydende amerikanske forsker Greg Ward udnævnt som prisvindere af The Daylight Award 2018.

De to prismodtagere fejres ved en særlig ceremoni  i den skulpturelle bygning The Rolex Learning Center i Lausanne, Schweiz i september 2018.

Sambuichi og Ward følger i fodsporene af tidligere modtagere som Jørn Utzon, SANAA, Peter Zumthor, Lacaton & Vassal, Marilyne Andersen og Steven Holl. Udover æren modtager prisvinderne hver især €100.000 til deres banebrydende arbejde og indsats indenfor dagslys.

’The Daylight Award’ sætter fokus på mødet mellem arkitektur og forskning. Bag prisen står de tre fonde VILLUM FONDEN, VELUX FONDEN og VELUX STIFTUNG. Alle grundlagt af Villum Kann Rasmussen.

Siden 1980 har The Daylight Award hædret arkitekter og forskere for deres arbejde med dagslys, med særlig vægt på sundhed, velvære og miljø.

Sambuichi og Ward, der hver især modtager priserne i 2018, demonstrerer begge alsidige evner til at arbejde med dagslys. Men trods deres forskelle, deler de et dybt engagement til dagslys.

Inspireret af naturen integrerer Sambuichi de geofysiske karakteristika ved stedet i sin arkitektur; jord, vind, luft, vand og sol. Computerforsker Ward skaber og fanger en fysisk nøjagtig repræsentation af de lysmæssige omgivelser og den menneskelige respons på intensitet, farve, kontrast, blænding og udsyn i sin computersoftware.

Sambuichis bygninger tjener som konstant inspiration til den arkitektoniske diskurs med sin bemærkelsesværdige enkelhed, og han tillader altid dagslysets tilstedeværelse i dets skiftende liv. Bredden i Wards arbejde har forandret området inden for modellering af dagslys og understøttet tusinder af ingeniører og arkitekters mulighed for at arbejde med dagslys i deres projekter.

Hiroshi Sambuichi: arkitektur drevet af naturen

Hiroshi Sambuichi er en mester i at afbalancere forholdet mellem natur og arkitektur.

"For mig er arkitektur bedst, når man betragter formen og de bevægelige elementer på selve stedet, som når vinden, vandet og solen bliver synlige. En grundig betragtning af skiftende vindretninger og intensiteten i dagslys påvirker stedet og gør det muligt for mig at forstå, hvilken slags arkitektur, der virkelig er brug for på det enkelte sted", siger Hiroshi Sambuichi.

Foto: Takehiro Gito
Greg Ward: skaberen af revolutionerende software

Greg Ward er skaberen bag det revolutionerende simuleringsprogram Radiance, som har gjort det muligt for tre generationer af forskere at forestille sig dagslysets potentialer.

"Jeg har altid lagt vægt på udførende, praktiske systemer frem for rent akademiske sysler," siger Ward.

Radiance anvendes bredt indenfor arkitektur, produktdesign, gartneri, film, sundhedsoptimering og medicinsk forskning. Det er endda også blevet brugt i unikke situationer som hjælp til astronauter, der træner til at kunne arbejde under de hårde belysningsforhold i rummet.

Fejring af prismodtagerne i Lausanne, Schweiz

Dagslysprisen er stiftet af VILLUM FONDEN, VELUX FONDEN og VELUX STIFTUNG. Prismodtagerne blev fejret den 27. september 2018 ved en særlig ceremoni på Rolex Learning Center i Lausanne, Schweiz. Arrangementet samlede internationale arkitekter, forskere og forretningsfolk til en fejring af prismodtagernes fremragende bidrag til dagslys i arkitektur og dagslysforskning.

The Daylight Award 2018

Læs mere om de to modtagere, se fotos og film fra deres arbejde og bliv klogere på The Daylight Award og tidligere modtagere af prisen.

Nyheder