Inkluderende Fællesskaber - Bedre muligheder for førtidspensionister i Lemvig kommune

Modtager:
Sara Jørgensen
Bevilliget
2.625.700 DKK
År
2024

Projektbeskrivelse

Projektet skal udvikle metoder til at fremme trivsel og livskvalitet blandt førtidspensionister i Lemvig Kommune ved at understøtte gruppens aktive deltagelse i frivilligjobs, småjobs med løntilskud, og inklusion i frivillige foreningsaktiviteter. Undersøgelser har påvist flere typer af mistrivsel blandt førtidspensionister, herunder oplevet isolation og eksklusion fra samfundets fællesskaber. Ud over at øge førtidspensionisternes trivsel gennem integration i fællesskaber, der giver hverdagen struktur og indhold skal projektet styrke det lokale foreningslivs kompetencer og kapacitet til at inkludere borgere i målgruppen.

Projektet organiseres som et samarbejde mellem Lemvig Kommune, Frivilligcentret i Lemvig og DGI Vestjylland. Det skal løbe over tre år med en projektleder ansat ved DGI Vestjylland, hvis daglige placering deles mellem DGI Vestjylland og Frivilligcenter Lemvig.

”Vi vil skabe inkluderende fællesskaber og styrke livskvaliteten for førtidspensionister i Lemvig”

Når man har forladt arbejdsmarkedet, kan vejen til igen at blive en del af et fællesskab være svær. Mistrivsel kan ramme førtidspensionister, som oplever isolation og eksklusion fra samfundets fællesskaber. DGI Vestjylland med afdelings- og udviklingsleder Andreea Nikolajsen i spidsen skal fremme trivsel og livskvalitet blandt førtidspensionister i Lemvig.

Hvad bruger I bevillingsmidlerne fra VELUX FONDEN til?

Vi vil skabe inkluderende fællesskaber og styrke livskvaliteten for førtidspensionister i Lemvig.

Projektet har tre spor; vi skal have målgruppen ind i foreningslivet enten ved at deltage på hold, være frivillige som for eksempel trænere eller ved at have lyst til et løntilskudsjob i de store foreninger.  

Vi vil gerne udarbejde en ny metode, for projektet er også et forskningsprojekt, som forhåbentlig – med få tilpasninger – kan bruges i andre kommuner eller andre frivilligcentre. Vi arbejder med behovsafdækning sammen med førtidspensionisterne, for vi vil gerne inddrage dem så meget som muligt ved at tilbyde aktiviteter, som forhåbentlig matcher deres behov.

Hvordan opstod din egen interesse for at arbejde med inkluderende fællesskaber?

Jeg har altid været frivillig – og særligt de steder, hvor behovet for frivillige hænder har været stort. Jeg har siddet i bestyrelser, og jeg har været ude for at samle tøj og legetøj, som børn fra udsatte familier havde brug for. Mit hjerte har altid banket for sociale indsatser. Min interesse er derfor opstået af personlig og arbejdsmæssig erfaring, men også af observationer af manglen på tiltag til mennesker, som føler sig ekskluderet fra samfundet. Jeg har en passion for social retfærdighed og lighed for alle. Når vi taler om førtidspensionister, føler de sig ofte marginaliserede og oversete, hvilket undersøgelser har vist. 

Jeg kan dog ikke tage æren alene for projektet, for det er resultatet af en fælles indsats mellem DGI, Lemvig Kommune og Frivilligcenter Lemvig.

Hvad er det bedste ved at være ildsjæl inden for dit område?

Det bedste er, at jeg kan være med til at have en direkte indvirkning på andre menneskers liv. Det er givende, når folk blomstrer – uanset om det er børn, voksne eller seniorer – og finder en mening og glæde i fællesskabet.