Projektbeskrivelse
Formålet med projekt Socialt Frikort København er at styrke udsatte og marginaliserede borgeres mentale trivsel gennem øget adgang til arbejdsfællesskaber i samfundet. Siden 2019 har socialt udsatte gennem en forsøgsordning med socialt frikort kunne tjene op til 20.000 kr. skattefrit om året uden at blive trukket i sociale ydelser. I et tæt samarbejde mellem Københavns Kommune og Mændenes Hjem er målet at forankre og udbrede det sociale frikort i Københavns Kommune, så flere borgere får mulighed for at gøre brug af frikortet og den afledte øgede livskvalitet og trivsel.
Projektet er et af de syv projekter bevilget maj 2023 under temakaldet 'Mental trivsel', som en opfølger til temakaldet 'Psykisk Mistrivsel' i september 2022. I de syv projekter udvikles nye metoder til et bedre samspil mellem civilsamfundet og det offentlige med fokus på at forebygge og reducere psykisk mistrivsel. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE gennemfører en tværgående evaluering af de syv projekter.