Chancelighed gennem legende lærende samspil (LLS)
Projektbeskrivelse
Projektets formål er at udvikle engagerede og lærerige voksen-barn samspil, som understøtter 3-6-årige børnehavebørns trivsel og udvikling inden for domænerne opmærksomhed, selvregulering og sprog. Forskning viser, at disse områder har særlig betydning i forhold til reduktion af chanceulighed. Projektet vil undersøge, om pædagogiske møder, hvor barnet inviteres til meningsfulde deltagelses- og tilblivelsesmuligheder, bringer barnets udvikling i mere frugtbare og chanceopbyggende retninger. Det to-årige projekt er designet som et eksplorativt og praksisrettet grundforskningsprojekt med deltagelse af ca. 28 praktikere fra syv børnehaver i Lolland Kommune. Forskere fra DPU/Århus Universitet og praktikere fra Lolland Kommunes børnehaver udvikler og eksperimenterer med legende, lærende mødeøjeblikke baseret på en kontekstsensitiv, situeret og relationel pædagogisk forståelse. Forskere fra SFI undersøger om projektet lykkedes med at reducere chanceuligheden.