Nyheder

Nye digitale, grønne og sociale initiativer i Tjekkiet og Slovakiet for fremtidens unge

Dato
Insert related sub-area here

Ni projekter skal styrke unges motivation for uddannelse og ruste dem til at blive frontløbere i den grønne og digitale omstilling. Projekterne spænder fra erhvervsskoler, der arbejder med at styrke elevernes digitale og grønne kompetencer til NGO’er, der med mentorstøtte til udsatte unge fra roma-miljøer, hjælper dem videre med deres uddannelser. Villum fonden har bevilget i alt 100 mio. kr. til projekterne under uddelingsområdet Unge og uddannelse i Europa.

I byen Frydek-Mistek i det nordøstlige Tjekkiet skal elever og lærere på byens erhvervsskole i fællesskab udvikle en grøn teknologipark til brug på både uddannelserne og rekreativt. I Bratislava, hovedstaden i Slovakiet, vil en skole etablere en helt ny form for teknisk erhvervsuddannelse, hvor den traditionelle undervisning for en stor del skal erstattes med elevstyret projektarbejde. En metode som senere skal udbredes til en 1/3 af landets øvrige erhvervsskoler.

”Den digitale og grønne omstilling kræver, at Europas unge udvikler kompetencer til at bruge nye teknologier i hverdagen og på jobbet. Og de skal kunne omsætte deres viden til kloge løsninger – til gavn for et grønnere og mere bæredygtigt samfund. Dét vil vi gerne understøtte med vores program.”, fortæller programdirektør hos Villum Fonden, Agi Csonka.

Andre projekter drejer sig om støtte til de mest socialt udsatte børn og unge, som i dag ofte dropper ud af uddannelsessystemet. I en række byer i Slovakiet vil et par organisationer således starte aktiviteter som mentorordninger og etablering af fritidscentre til romabørn og unge. Sammen med stipendieordninger skal det motivere, kompetenceudvikle og fastholde dem i uddannelse.

Utraditionelle partnerskaber skaber forandring

I flere af de bevilgede projekter opbygges der nye former for partnerskaber. I byen Brno, i Tjekkiet, vil en teknisk erhvervsskole med hjælp fra et dansk konsortium bestående af erhvervsskoler, virksomheder og grønne organisationer, skabe en række undervisningsmoduler som skal indgå i forskellige uddannelser, og som skal styrke elevernes grønne og digitale kompetencer.

”Projektet har fået en god støtte fra de regionale myndigheder og erhvervsliv”, forklarer Agi Csonka. ”Vi forventer, at erfaringerne med de nye uddannelser kan spredes til en række andre tjekkiske erhvervsskoler”.

Hos projektet Open Future i Slovakiet vil man udbygge et 3-årigt pilotprogram, der introducerer socialt udsatte børn i alderen 11-15 år for nye digitale teknologier, soft skills og iværksætteri i et nyt slags kreativt træningscenter. Og med projektbaseret læring og hjælp fra mentorer fra erhvervslivet og den offentlige sektor bliver børnene bedre klædt på til også at skabe forandring i deres lokalsamfund.

”Vores langsigtede mål er at lave et program, som kan medvirke til at reducere de sociale og økonomiske forskelle mellem børnene. Ved at kombinere teknologiværksteder og stærke kræfter fra kommuner og erhvervsliv vil børnene være i stand til at reagere på en foranderlig verden og samfundets udfordringer, fortæller Martina Kolesarova, direktør i fonden Nadácia Pontis, der er initiativtager til projektet.

Bevillingen skal bl.a. bruges til at opbygge et netværk af nyskabende teknologicentre og direkte betjene 8 kommuner og 8 grundskoler og organisationer i Slovakiet med deltagelse af 490 børn. Programmet bliver også tilgængeligt for lærere, elever og NGO’er i resten af Slovakiet.

Unge og uddannelse i Europa

Villum Fonden ønsker at ruste Europas unge til at blive frontløbere i den digitale og grønne omstilling.

Med European Vocational and Training Initiativet (EVI) støtter Villum Fonden inkluderende VET med fokus på grønne og digitaliserede erhvervsuddannelser og arbejder for at fremme unges sociale færdigheder og motivation til uddannelse. Vi har primært fokus på projekter i Tjekkiet, Slovakiet, Italien og Frankrig. 

Læs mere om initiativet (på engelsk)

Læs om de ni projekter (på engelsk)

Kontakt