Nyheder

Ny pulje i Villum Fonden: Erhvervsskoler kan søge midler til grønne frontløbere

Erhvervsuddannelserne spiller en helt central rolle i den grønne omstilling af dansk erhvervsliv. En ny pulje fra Villum Fonden giver nu erhvervsskolerne mulighed for at søge midler til at uddanne unge, så de er klar til den grønne omstilling.
Dato
Insert related sub-area here

Den grønne omstilling og fokus på bæredygtighed vil påvirke alle brancher i dansk erhvervsliv. Her er viden om både grønne teknologier, bæredygtige materialer og energioptimering helt afgørende. Den viden får erhvervsskolerne nu mulighed for at styrke, så eleverne kan bidrage til et bæredygtigt samfund på deres fremtidige arbejdspladser.

”Jeg er utrolig glad for, at Villum Fonden sammen med mange andre fonde i Danmark ønsker at bidrage til, at vores unge mennesker kan få en god uddannelse, som klæder dem på til fremtiden. Den grønne omstilling er et kæmpestort byggeprojekt, og det kommer vi ikke i mål med, fordi vi ønsker os det rigtig meget. Det kræver vedholdenhed, store investeringer og ikke mindst de rigtige kompetencer. Regeringen har afsat et historisk stort beløb til at hæve kvaliteten på vores erhvervsuddannelser. Med dem vil vi blandt andet sikre, at eleverne på erhvervsskolerne bliver uddannet i brugen af tidssvarende og grønt udstyr og bliver rustet til den virkelighed og det fremtidige arbejdsmarked, som møder dem i virksomhederne. Men jeg vil gerne takke Villum Fonden for også at tage ansvar for det,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.  

Fremtidens kompetencebehov
Sidste år kortlagde en gruppe faglige udvalg med støtte fra Undervisningsministeriet, hvilke kompetencer, der er brug for at udvikle blandt unge på de danske erhvervsuddannelser, hvis Danmark skal indfri sine klimaambitioner. 

Undersøgelsen viste, at der er behov for at styrke de unges viden og kompetencer på en række centrale områder for at imødekomme fremtidens kompetencebehov og forberede de unge på at indgå i et bæredygtigt og grønt arbejdsmarked. Det gælder fx nye teknologiske løsninger, regler, krav og certificeringer samt elektrificering, digitalisering og energioptimering.

Derfor åbner Villum Fonden nu en ny pulje, ”Grønnere EUD”, der giver erhvervsskolerne mulighed for at søge midler til at styrke uddannelser inden for områderne Teknologi, byggeri og transport samt Fødevarer, jordbrug og oplevelser. 

”Danmark har brug for dygtige, engagerede og miljøbevidste unge håndværkere. Med den nye pulje giver vi  erhvervsskolerne mulighed for  at tilpasse deres uddannelser til bæredygtighed og grøn omstilling på det danske arbejdsmarked. Erhvervsskolerne kan både søge midler til at justere de eksisterende uddannelser og til at udvikle helt nye undervisningsforløb eller måske særlige grønne linjer. Og vi ser meget gerne, at ansøgningerne omfatter innovative samarbejder om undervisningen mellem skoler og virksomheder, for det er der i høj grad brug for,” fortæller Agi Csonka, programdirektør i Villum Fonden.

En bred vifte af erhvervsuddannelser
Den nye pulje på i alt 50 mio. kr. henvender sig til uddannelser med en høj grad af naturvidenskabeligt og teknologisk indhold. På erhvervsskolerne gælder det uddannelser inden for området Teknologi, byggeri og transport og inden for Fødevarer, jordbrug og oplevelser. På uddannelserne går der op mod 50.000 elever, som uddanner sig til alt fra fx tømrer og elektriker til landmand og værktøjsmager. 

Puljen Grønnere EUD er blevet til i samarbejde med centrale aktører fra erhvervsuddannelsesområdet. Puljen supplerer Villum Fondens øvrige klimabevillinger på uddannelsesområdet, fx projekterne ”Grøn Smed”, ”Klimasmart – Bæredygtigt byggeri” og ”EUD redder klimaet”. Erfaringer herfra er også indgået i arbejdet med at opsætte rammer og kriterier for den nye pulje.

Hovedpulje og modningspulje
Der vil være en hovedpulje til ansøgere, der kan være klar med en ansøgning den 15. august, når ansøgningsfristen udløber. Men der vil også være mindre modningspulje til ansøgere, der har brug for tid og hjælp til at arbejde med at udvikle projektet noget mere. Vi forventer at gentage puljen i 2025.

Fakta om ”Grønnere EUD”

  • Puljen åbner den 15. april 2024.
  • Deadline for ansøgninger er 15. august 2024.
  • Der kan søges om maksimalt otte mio. kr. til projekter, der løber i op til fem år. Budgetrammen er 50 mio. kr.
  • Puljen hører under Villum Fondens uddelingsområde Børn, unge og science.
  • Hovedpulje 
  • Modningspulje

Kontakt