
Sustainable Investment Analyst
Hvad kommer du til at arbejde med?
Som Sustainable Investment Analyst i Villum Fondens og VELUX FONDENs fælles formueafdeling kommer du til at levere vigtige bidrag til fondenes arbejde med ansvarlige investeringer. Ansvarlige investeringer er højt prioriteret i forvaltningen af fondenes formuer, som samlet beløber sig til ca. 17,5 mia. kr.
Vi ønsker at være blandt de førende inden for ansvarlige investeringer, og for at understøtte dette har vi vedtaget en række strategier, herunder en Politik for Ansvarlige Investeringer og et ambitiøst program for impact-investeringer. Derudover udarbejder vi løbende ESG- og impact-rapportering på tværs af aktivklasser. Din rolle vil indledningsvis være analytisk, og du får god mulighed for at præge arbejdet og for at udvide dit ansvarsområde løbende.
Om fondenes ansvarlige investeringer
Fondene har arbejdet med ansvarlige investeringer i mere end ti år. Alle investeringer er omfattet, og vi har et mål om fuld ESG-integration på tværs af porteføljen. Vi screener løbende vores noterede portefølje for overtrædelser af FNs Global Compact og for fossil eksponering, og vi søger at være aktive ejere gennem dialog med vores kapitalforvaltere og porteføljeselskaber. Vi har derudover et mål om, at 15 % af de bundne formuer skal investeres i impact-investeringer, og vi arbejder p.t. på en Grey-to-Green strategi, som ligeledes skal dække 15 % af de bundne formuer. Vi udarbejder årligt impactrapportering til fondenes investeringskommitté og bestyrelser. Det er alt dette spændende arbejde, du kommer til at bidrage til.
Dine kollegaer
Stillingen er med reference til Head of Impact Investments Anders Kristoffersen, og du arbejder tæt sammen med resten af Formueafdelingen på i alt 8 kollegaer. Vores kontor ligger i Søborg, og vi er i alt 66 medarbejdere i et hus, hvor der er plads til faglig udvikling, initiativ og nytænkning.
Dine arbejdsopgaver omfatter bl.a.:
- analysere og skriftligt rapportere på data vedr. ansvarlige investeringer samt løbende bidrage til at udvikle rapporteringen
- gennemføre den kvartalsvise ESG-rapportering
- gennemføre den årlige impact-rapportering og løbende bidrage til at udvikle denne
- udvikle samt gennemføre rapporteringen for det nye Grey-to-Green-program
- varetage den løbende kontakt med fondenes eksterne samarbejdspartnere inden for ansvarlige investeringer
- bidrage til at formidle fondenes arbejde med ansvarlige investeringer på fondenes hjemmesider, i præsentationer, årsskrifter m.m.
- deltage i relevante netværk på vegne af fondene
Dine kompetencer
Du har relevant finansiel eller økonomisk uddannelse f.eks. cand.merc., cand.polit. eller cand.scient.pol. Ideelt set har du et par års relevant erhvervserfaring, alternativt har du udvist interesse for ansvarlige investeringer, f.eks. gennem relevante valgfag og opgaver under din uddannelse.
Du er god til at analysere store mængder data samt præsentere resultaterne, og du har en struktureret tilgang til opgaveløsning. Du får arbejdet afsluttet til tiden og er en holdspiller med lyst til samarbejde. Du er en avanceret bruger af Excel og har ideelt set arbejdet med ESG-data før. Flertallet af vores samarbejdspartnere er udenlandske, og du skal derfor mestre engelsk i skrift og tale.
Ansøgningsfristen er søndag den 30. marts
Vi forventer at holde 1. runde samtaler i uge 14, og 2. runde samtaler i uge 15.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex. Send din ansøgning samt eventuelle bilag samlet i én fil via knappen ”Ansøg”.
Tiltrædelse snarest muligt.
Har du spørgsmål til stillingen?
Så er du meget velkommen til at kontakte Head of Impact Investments Anders Kristoffersen på tlf. 2498 7616.
Vi ser meget frem til at høre fra dig.