Nyheder

Ny rapport: Få fat i børn og unges engagement i science

Dato
Insert related sub-area here

22.09.2023 l Flere nyheder

Danske familier bruger mødet med naturen til at skabe fælles oplevelser med deres børn, så børnene kan begå sig i naturen, sanse den og at sætte pris på den. Ny rapport giver skolernes naturfagsundervisning en viden til at gribe og bygge videre på den dannelse og interesse, som eleverne kommer med.

Den første runde af resultater fra SCOPE-undersøgelsen viser, at danske børn og unge har en masse science-kapital med hjemmefra i form af dannelse. Projektets resultater understøtter Villum Fondens arbejde inden for området Børn, unge og science, hvor målsætningen er at bidrage til flere børn med stærk science-kapital

"Vi har været rigtig spændte på undersøgelsens resultater, som jo giver et helt enestående indblik i, hvad naturfag og naturvidenskab betyder for børn og unge. Og hvor meget det fylder i deres hverdag" , siger programdirektør Agi Csonka.

SCOPE-undersøgelsen skal gennem 10 år, frem til 2030, følge og belyse, hvad der afgør børn og unges interesse og motivation for science, og den vil bl.a. se på de unges uddannelsesvalg, forældrenes betydning og børn og unges sociale netværk. Den store nationale undersøgelse skal give ny viden om børn og unges interesse for og deltagelse i naturvidenskab og teknologi og om de barrierer, der forhindrer nogle af dem i at engagere sig i naturvidenskab. 

Og nu viser de første resultater sig.

Om SCOPE
Forskningsprojektet SCOPE skal medvirke til at understøtte, at alle børn og unge får lige muligheder for at opbygge ressourcer inden for natur, teknologi og sundhed. Det gøres ved at indsamle og analysere både kvantitativt og kvalitativt, hvordan børn opbygger ressourcer til at vide, mene og gøre noget i forhold til science-fagene. Elever på ca. 100 grundskoler og ca. 40 gymnasier og alle landets erhvervsskoler følges. VILLUM FONDEN og Novo Nordisk Fonden har sammen bevilget 21,3 mio. kr. til undersøgelsen.

SCOPE udføres i et samarbejde mellem en række partnere:
• VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
• Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet
• Københavns Professionshøjskole
• VIA University College
• Det nationale naturfagscenter Astra

Skolen kan kombinere dannelse med uddannelse

Rapporten har bl.a. bud på, hvor skolens naturfag og undervisningsform kan udvikles til at bygge videre på værdien af det, som børnene har med hjemmefra af science-kapital.

Eksempelvis har undersøgelses- og problembasereret undervisning ofte begrænset plads. Måske kan muligheden i disse undervisningsformer for at støtte elevernes nysgerrighed bygge bro mellem elevernes medbragte interesse og naturfagenes science-indlæring af begreber, processer m.m. Eleverne oplever selv, at man skal være stille, høre efter, tage noter osv. for at slå til i naturfagene. De taler ikke så meget om, at det gælder om at være nysgerrig og undersøgende.

”Vi ser dog, at skolerne gerne vil arbejde undersøgende og problembaseret. Og der er mange gode eksempler på, at det sker derude. Men det tager tid at få det bredt ud. Det kræver nye ting af lærerne, og rammerne skal være til det,” siger chefanalytiker i VIVE Martin Hindsholm, der er medforfatter til rapporten.

Et andet tegn på, at børnenes science-dannelse har mulighed for at gribes bedre af skolens uddannelse er, at børnene har svært ved at se, at det, de lærer i skolen, har noget med dem selv at gøre uden for klasselokalet. Undersøgelsen finder et potentiale for, at undervisningen i højere grad kan knyttes til elevernes interesser, oplevelser og lokalmiljø. Det vil måske kunne hjælpe eleverne til at se, at de faktisk har ressourcer, og at deres oplevelser i hjemmet og fritiden har en værdi i naturfagene.

Socioøkonomisk baggrund får først betydning i skolen

Forældrenes uddannelsesbaggrund og indkomst har ikke så stor sammenhæng med deres børns science-kapital. Men viden fra mange tidligere undersøgelser viser, at forældrenes socioøkonomiske status typisk har stor betydning for hvordan børnene klarer sig i skolen.

Drenge tror mere på egne science-evner Undersøgelsen viser, at der stort set ikke er forskel på drenge og pigers science-kapital. Til gengæld tyder undersøgelsen på, at flere drenge end piger har en stærk science-identitet, hvor de kan se sig selv i naturvidenskab. Drengene vurderer også i gennemsnit deres egne kompetencer højere end pigerne gør, selvom piger generelt klarer sig lige så godt, hvis ikke bedre, i naturfagene end drengene.

Ny viden giver nye muligheder

Denne første afdækning af børn og unges science-kapital, peger således på en række muligheder i skolernes undervisning til at understøtte og udvikle, at børnene kan forholde sig mere bredt til den teknologiske og videnskabelige udvikling og de samfundsmæssige og etiske problemstillinger, den rejser, men også at undervisningen tydeligere bliver knyttet til børnenes liv og verdenen omkring dem.

"I Villum fonden støtter vi netop udvikling af undersøgende virkelighedsnær undervisning i skolen og inspirerende science tilbud i fritiden. Undersøgelsen hér dokumenterer, at begge dele er en god ide, så det bliver vi ved med!", slår Agi Csonka fast.

Fra rapporten:

Science-relaterede aktiviteter bliver integreret i hverdagen gennem familiernes understøttelse af børnenes interesser, som fx for Fenja, der går i 6. klasse:

”Jeg kan rigtig godt lide at bygge dyr og biler af pap og plastik, og det mest når vi for eksempel har fået nogen nye sko, og så gemmer vi så æskerne […] Jeg kan også godt lide at bare sy, og jeg kan bare i det hele taget godt lide at lave kreative ting. Og ja, både min mor og far hjælper mig med det.”

Børn, unge og science

VILLUM FONDENs støtte til børn, unge og science har et overordnet formål: flere børn og unge med stærk science-kapital.

Kontakt