Hvordan får vi et bedre og mere bæredygtigt demokrati?

Forperson for bestyrelsen Lykke Kann Ogstrup Lunde & direktør Ane Hendriksen

VELUX FONDEN er en fond for mennesker og miljø, der vil bidrage til at løse en række af de væsentlige samfundsudfordringer og muligheder, Danmark står overfor. Fondens arbejde er drevet af ønsket om at være en nysgerrig filantrop og en god forvalter af fondens formue.

VELUX FONDENs formål skal kontinuerligt ses gennem den kalajdoskopiske linse, der viser, hvordan samfundet ser ud i dag og i morgen. Formålet skal til hver en tid spejle det aktuelle samfund. En strategi lever kort, men fonden skal være her på den lange bane og altid være en faktor, man kan stole på. 

VELUX FONDEN's strategi frem mod 2030 vil materialisere fondens vision gennem de uddelende aktiviteter. Såvel vision som mission taler ind i styrkelsen af et demokratisk og bæredygtigt samfund, men også ind i det bæredygtige liv, der opnås gennem styrkede handlemuligheder, forskning og indsatser på tværs af fondens uddelingsområder.

Mennesker har brug for mennesker og handlekraft for at trives, de behøver begreber til at begribe deres verden og handlemuligheder til at navigere i det samfund, de er en del af. Det er derfor et vigtigt tværgående initiativ i 2030 strategien at opnå fælles forståelse og operationalisering af VELUX FONDENs vision om demokratisk bæredygtighed. Livet, som vi ønsker at leve det i vores demokratiske samfund, skal leves og udvikle sig på bæredygtig vis, dvs. socialt, miljømæssigt og økonomisk, hvis vi skal opnå demokratisk bæredygtighed.

En strategi til et samfund i udvikling
Med denne strategi ønsker vi også at styrke indsatser på tværs af fondens uddelingsområder. Fonden bevæger sig i retning mod en mere mangefacetteret behandling af problemstillinger, udfordringer og muligheder. På den måde håber vi at give omsættelige bidrag til aktuelle og fremtidige samfundsforhold, og man vil frem mod 2030 se flere projekter på tværs af fondens uddelingsområder, ligesom vi løbende vil arbejde med øget resultatformidling, så flere kan få glæde af den viden og de værktøjer, fonden medvirker til at skabe.
 

2030 strategi

VELUX FONDENs 2030 strategi adresserer en lang række væsentlige samfundsudfordringer og muligheder med indflydelse på demokratiet og bæredygtigheden i det danske samfund. Vi vil investere i demokratiske liv og den tværfaglighed, der er en nødvendig forudsætning for at finde løsninger på komplekse samfundsudfordringer.
Det er en del af det langsigtede, almennyttige formål i en fond at skubbe på forståelsen af en dagsorden og ad den vej blive dagsordensættende.
Ane Hendriksen
Direktør

VELUX FONDEN ønsker at fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag. Med bæredygtighed mener vi, at projekterne respekterer jordens ressourcemæssige grænser og formåen, og at de medvirker til at fremme eller bevare social lighed og inklusion. Projekterne skal desuden bidrage til at sikre et uvildigt og faktabaseret vidensgrundlag for de store og små beslutninger, der hver dag træffes i hele samfundet – beslutninger, der vedrører både nuværende og kommende generationer.

Det er mennesker, der danner grundlaget for det samfund, vi kender i dag. Generation efter generation er gået forud for os, og viden om mennesker og vores ageren er nedfældet og undersøgt i århundreder. Human- og samfundsvidenskaberne producerer fælles vidensgrundlag og erkendelser, der kan vise vej, når vi skal udvikle og balancere vores demokrati. De humanvidenskabelige fag er en vigtig trædesten fra det samfund, der slider for meget på vores fælles ressourcer, over mod et samfund, der tager hensyn til de selvsamme ressourcer.

Det er mennesker, der danner grundlaget for det samfund, vi kender i dag. Generation efter generation er gået forud for os, og viden om mennesker og vores ageren er nedfældet og undersøgt i århundreder.
Lykke Kann Ogstrup Lunde
Forperson for bestyrelsen, VELUX FONDEN

Derfor ønsker VELUX FONDENs 2030 strategi at bidrage til anerkendelse og øget fokus på humanvidenskabernes værdi på vejen mod et demokratisk bæredygtigt samfund.

Nye strategiske omdrejningspunkter
I 2030 strategiens nye uddelingstema, ”Voksenlivets overgange og forandringer”, samler vi uddelingsområderne gerontologi, geriatri, oftalmologi samt aktive ældre for at fremme den evidens- og vidensbaserede samtale om de overgange, udfordringer og muligheder, der opstår i forbindelse med job, bolig, familie, fritid og deltagelse i samfundsliv og fællesskaber i det voksenliv, der for de fleste af os bliver længere end tidligere.

På det human- og samfundsvidenskabelige uddelingsområde sætter vi yderligere fokus på samarbejdet mellem forskere og praktikere. Vi runder Museumsprogrammet af og høster erfaringer herfra, før vi sætter gang i mulige nye initiativer inden for forskning og formidling. På det sociale område prioriterer vi frem mod 2030 at bidrage til et af samfundets store problemer i disse år, psykisk mistrivsel og ensomhed. Vi fortsætter og skærper vores bidrag til udvikling af metoder, der kan kapacitetsopbygge individer og grupper og derved give flere mennesker mulighed for at deltage i fællesskaber.

Det danske havmiljø er under pres fra flere kanter, og der er behov for ambitiøse indsatser, hvis vi skal opnå et hav i balance. Vi prioriterer med 2030 strategien nye klimaløsninger, der bidrager til at begrænse den menneskeskabte belastning og øge genopbygningen af havet og de kystnære områder.

Bestyrelsen har desuden dedikeret en Aktualitetspulje til projekter, der falder inden for fundatsen, men uden for fondens sædvanlige uddelingsrytme. Baggrunden er bestyrelsens ønske om at etablere et råderum til at eksperimentere og afprøve nye metoder, form og indhold.