LoCo2: A journey from storage to seabed - impact of future large scale offshore CO2 storage on the marine environment

Modtager:
Hamidreza M. Nick
Projekt nummer:
00057199
Bevilliget
5.489.650 DKK
År
2023

Projektbeskrivelse

Projektet har til formål at undersøge indvirkning af CO2-lagring på det marine miljø ved at undersøge konsekvenserne af en mulig CO2-lækage fra CCS-projekter. Projektet vil vurdere CCS’ indvirkning på havmiljøet ved at undersøge de kemiske og fysiske komponenter og reaktioner, der vil foregå, når CO2 pumpes ned i udtømte og fungerende oliefelter. Disse oliefelter indeholder forskellige kemikalier og mikroorganismer, der kan transporteres til havmiljøet gennem CO2-inducerede lækage. De biologiske og økologiske konsekvenser af eventuelle lækager vil derfor være komplekse. Projektet vil udvikle et softwareværktøj til vurdering og overvågning af miljørisici ved et specifikt CCS-projekt.

CO2-lagring i havet betragtes som en af fremtidens klimaløsninger, som seniorforsker Hamidreza Nick fra DTU Offshore undersøger miljøkonsekvenser af.

Hvad bruger I bevillingsmidlerne fra VELUX FONDEN til?

Mange lande udvikler i øjeblikket CO2-lagringsprojekter i det maritime miljø. Som forskere ønsker vi at forstå den mulige indvirkning, lagringen kan have på havmiljøet. Den lagrede CO2 indeholder urenheder, som kan stamme fra mange forskellige kilder. Når CO2’en bliver fanget fra en udleder såsom et affaldsforbrændingsanlæg eller et kraftvarmeværk, vil den indeholde urenheder fra røggassen. Selvom gassen bliver renset, vil nogen af disse urenheder blive pumpet ned i undergrunden sammen med CO2’en. Derudover vil CO2’en reagere med det omgivende miljø i undergrunden. Hvis der skulle ske en lækage af CO2 fra undergrunden, vil lækagen derfor ikke bestå af ren CO2. Derfor vil projektet undersøge, hvordan væskekompositionen af en lækage vil se ud, samt om lækagen vil have en indflydelse på organismerne i havbunden. 

Vi skal forstå den mulige, langsigtede indvirkning, som CO2-lagring kan have på havmiljøet
Hamidreza Nick

Hvordan opstod din egen interesse for at arbejde CO2-lagring?

Jeg har været involveret i en række forskningsprojekter om CO2-lagring og har indset, at der stadig er huller i den viden, der findes i forhold til konsekvenserne af CO2-lækage. For eksempel har tilstedeværelsen af urenheder i CO2 ikke fået nok opmærksomhed, da de kan blive et miljømæssigt problem, hvis der er en lækage. Jeg arbejder på DTU Offshore, hvor vi fokuserer på den grønne omstilling både ved at udvikle tekniske løsninger, og for at sikre, at vi forstår de miljømæssige konsekvenser af omstillingen. Det gør vi i erkendelse af, at enhver menneskelig aktivitet påvirker miljøet på en eller anden måde. Vores mål er at forstå konsekvenserne for at kunne minimere påvirkningerne.

Hvad er det bedste ved at være ildsjæl inden for dit område?

Som forsker ligger det mig meget på hjertet, at vi har den viden, der skal til for at sikre, at de beslutninger, der bliver truffet i forbindelse med den grønne omstilling, bliver taget på et oplyst grundlag. Det gælder både i forhold til klimaet og miljøet. Udviklingen går hurtigt i øjeblikket, og det betyder, at de forskningsresultater, vi kommer frem med, kan implementeres med det samme. Det er noget af det bedste ved at arbejde inden for området.